Den helt nye udgave af Soundvenue Filmcast står på mord, blod, hemmeligheder og løgne.
Vi tager nemlig fat på Netflix’ nye store dramasatsning, ‘Bloodline’, der med folk som Ben Mendehlson, Sam Shepard og Kyle Chandler i spidsen har et af de mest imponerende skuespillerensembler i tv-serie-land og handler om grumme familiehemmeligheder på den amerikanske sydkyst. Men kan serien leve op til det niveau, ‘House of Cards’ og ‘Orange Is the New Black’ har lagt for dagen? Vi har set de tre første afsnit og hiver skeletterne ud af skabet.
Skeletter er der også masser af i nordic noir, hvor det ene lig efter det andet – gerne unge, smukke kvinder – bliver lagt i jorden af ondsindede forbrydere. ‘Forbrydelsen’ startede det hele for nogle år siden, men nu er nordic noir blevet international, og tre aktuelle serier fører stafetten videre: ‘Mord uden grænser’, der lige nu kører som DR’s søndagsserie. ‘Fortitude’ med Sofie Gråbøl, der kan ses på TV 2. Og ‘100 Code’ med Mikael Nyqvist og Dominic Monaghan, der er aktuel på HBO Nordic.
Men er der stadig puls i skandinavisk mørke, islandske sweatere og deprimerede politimænd? Eller begynder mordfascinationen ligefrem at blive pervers?
Vi tager diskussionen, og som om det ikke var morderisk nok, skal vi også lige omkring dokumentarserie-sensationen ‘The Jinx’ og anbefale krimier i streaming-anbefalingerne på 30 sekunder. Heldigvis er både den berygtede hurtigrunde fuldstændigt blodløs.
Abonnér på Soundvenue Filmcast via iTunes – eller lyt til den nye udsendelse HER.