Han brød igennem som narkoafhængig far i Thomas Vinterbergs ‘Submarino’ og har ikke set sig tilbage siden.
De kommende måneder er den 34-årige skuespiller aktuel i hele tre film: Den aktuelle ‘Skammerens datter’ og derefter ‘Idealisten’ og ‘I dine hænder’. Her fortæller han om sit forhold til film og serier.
1. Fik mig til at blive skuespiller: ‘Pelle Erobreren’
»Mange af Bille Augusts 80’er-film viste mig en helt særlig nysgerrighed, som jeg bare måtte have mere af. Jeg kan huske, at jeg så ‘Pelle Erobreren’, hvor Axel Strøbye får klippet nosserne af. Alle de der højdramatiske og sanselige ting gjorde, at jeg tænkte, ‘det, som jeg får her, det vil jeg have lov at give videre’«.
2. Den mest livskloge: ‘Six Feet Under’
»Det var en meget speciel oplevelse for mig, da jeg så det sidste afsnit af serien. Mit syn på livet og døden ændrede sig for altid, da det gik op for mig, at alting har en slutning, men at det er godt, at det er sådan. Det lyder lidt klichefyldt, men jeg havde reelt den oplevelse, at der var noget, som visnede inden i mig, men at det gav plads til en åbenbaring. Jeg anbefaler den serie til alle«.
3. Største filmoplevelse som barn: ‘Skønheden og udyret’
»Jeg tegnede konstant som barn, og jeg er faktisk uddannet animator, altså inden jeg blev skuespiller. Allerede som 11-årig så jeg Oscar-uddelingen, og her fik jeg et kort glimt af ‘Skønheden og udyret’. Jeg kan huske, at jeg fik kuldegysninger og tænkte, ‘hvad helvede er det der?’ Det kan ikke have varet mere end et halvt minut, men det var en nærmest religiøs oplevelse for mig«.
4. Har inspireret mig mest: Philip Seymour Hoffman
»I sin tid så jeg ‘Boogie Nights’ og ‘Magnolia’ den samme aften, og jeg blev introduceret til Philip Seymour Hoffman. En lille bitte lorterolle i ‘Boogie Nights’, og jeg husker ham så tydeligt. Han var så sammensat som skuespiller. Stor og samtidig gennemsigtig og fin. Det må have krævet en ekstrem følsomhed af ham. Ellers kan man ikke gøre det, han gjorde«.
5. Gav mig lyst til at forlade biografen: ‘Avatar’
»Langt de fleste historiefortællere vil selvfølgelig gerne have én til at føle noget, når man ser film. Men hvis film prøver for meget og manipulerer, så står jeg af. ‘Avatar’ spiller på alle violinerne og kammer totalt over. Den kan næsten tænde mig af. De der blå mennesker havde heller ingen humor eller selvironi«.
6. Fik tårerne frem: ‘Min venstre fod’
»Jeg var på vej hjem til Jylland i tog for at besøge min familie og havde købt ‘Min venstre fod’ med Daniel Day-Lewis i en eller anden billig-dvd-forretning. Den skal man jo se, så jeg snuppede den lige. Og så fik den mig. Den var så rørende uden at være sentimental, for Day-Lewis har bare en fandenivoldsk djævel i sig. Han nægter sit nederlag«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Skammerens datter’
Læs også: Nicolas Bro – seks film, der har defineret mig