Nicolas Bro: Seks film, der har defineret mig

På torsdag er han aktuel i Anders Thomas Jensens vanvittige ’Mænd og høns’. Her fortæller skuespilleren, hvilke film der har skræmt ham, rørt ham til tårer og inspireret ham mest.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fik mig til at blive skuespiller

‘Star Wars’ (1977)

»Både min mor og far er skuespillere, så på en måde er det jo startet hos dem. Min far havde den indstilling, at han og jeg skulle se de samme film, men fordi jeg var for lille til biografen, tog min han mig i drive-in-bio og så ‘Star Wars’, da den kom til Danmark. Historien var muligvis ikke logisk for en seks-syvårig, men det var fuldstændig ligegyldigt. Det var en kæmpe oplevelse«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den mest livskloge

‘Fanny & Alexander’ (1982)

»Jeg er en lille smule modstander af såkaldt livskloge film – altså det der med ‘hvad er budskabet?’ Hvis man kan lide film, så ændrer det jo ens liv. Min egen første oplevelse af et drama, som jeg tog til mig, har været ‘Fanny & Alexander’-serien. Der har jeg været otte-ni år. Det er min første dramatiske oplevelse, men om jeg synes, den er mere livsklog end min ‘Star Wars’-oplevelse, det ved jeg ikke«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skræmte mig fra vid og sans

‘Rædslernes grønne ø’ (1979)

»Min far var af den overbevisning, at hvis en film tændte mig, så måtte jeg se den. Det er selvfølgelig gået galt nogle gange, men sjovt nok aldrig, når min far var der. Der var en stor teenager, der viste mig ‘Rædslernes grønne ø’ (af Lucio Fulci, red.), en zombiefilm. Jeg var i niårsalderen. Det er et indtryk, der stadig sidder i mig. Jeg elsker zombiefilm, men jeg var rædselsslagen«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fik tårerne frem

‘Spider-Man’ (2002)

»Jeg græder tit til film. Men superhelte-origin-fortællinger, dem græder jeg enormt meget til. Det er, fordi jeg kender dem fra min barndom. Den første gang, jeg virkelig oplevede det, var til premieren på Sam Raimis første Spider-Man-film. Der sad jeg de første 20 minutter og havde krampegråd, og så gik jeg ind og så den næste forestilling også – og græd lige så meget«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Har inspireret mig mest

Tegneserier

»På den første optagedag på ‘Antboy’ fandt jeg ud af, at de stillinger, jeg naturligt valgte at stille mig i, så ud som i tegneserier. At jeg så er en stor tyk fyr, som ikke helt kan ligne Hugh Jackman, er noget andet – men stillingerne var der, hænderne var der, og attituden var den rigtige. Jeg kunne godt hive noget med mig fra at have siddet og læst alle de tegneserier«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den seneste til at skuffe mig

‘The Amazing Spider-Man’ (2012)

»Der er nogle meget simple regler om Spider-Man, som man bliver nødt til at forholde sig til. Vi snakker om et menneske, der har brugt hele sit liv på at være isoleret, og nu må han gå endnu længere ind i isolationen. De nye film har gjort ham til sådan en James Dean-outsider, som ruller på skateboard og er lidt lækker. Det skuffede mig afsindigt meget«.

Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?

Læs også: ‘Arvingerne’s hovedforfatter Maya Ilsøe – hvis mit liv var et manuskript

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af