Prisvinder Maya Ilsøe: Hvis mit liv var et manuskript

Kvinden bag ’Arvingerne’ er vinderen af årets Erik Balling-legat på 50.000 kroner, der tidligere er gået til folk som Nikolaj Arcel og Susanne Bier. Her fortæller hun om sin karrieres op- og nedture.

Maya Ilsøe


1. Anslag

»Jeg skrev min første roman, da jeg var 13 år. Den var 120 A4-sider, og jeg sendte den faktisk ind til et forlag – Gyldendal, for at det ikke skal være løgn. Da jeg fik et afslagsbrev, turde jeg ikke vise det til nogen. For hvad skulle jeg så? Det betød, at jeg i en periode blev mindre udadvendt med det, jeg lavede, men jeg fortsatte med at skrive en masse prosa. Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, rejste jeg til Sydney, hvor jeg var tilknyttet en teaterskole, der præsenterede mig for alle Shakespeares klassiske værker. Det blev anslaget til, at jeg fik øjnene op for manuskriptkunsten«.

2. Uddybning
»Tilbage i Danmark kom jeg via en ven ind på holdet, der lavede ‘Hvide Løgne’ (dansk soap fra 90’erne, red.). Jeg sad med storylines og skrev løbende mere og mere. Jeg var der i ni måneder, og så var jeg også helt færdig med det. Jeg udviklede simpelthen en total afsmag for genren og tænkte, at sådan noget skal jeg aldrig mere beskæftige mig med. Derefter prøvede jeg i en periode at arbejde med ord og billeder, novellefilm, lyrik og ret kunstneriske projekter. Jeg søgte midler og legater hos fonde i ét væk«.

3. Point of no return
»Jeg blev optaget på filmskolens manuskriptlinje i 2001, og det var en afgørende aha-oplevelse. Jeg var meget inspireret af Mogens Rukovs undervisning, men samarbejdet med de andre på holdet var også øjenåbnende. Det er jo en interessant vekselvirkning mellem samarbejde og isolation: Det at man både skal arbejde sammen med andre, men samtidig selv skal forme sit eget projekt. Jeg arbejdede tæt sammen med instruktører og fotografer og fik en helt ny fornemmelse for det rytmiske ved filmsproget og sammenhængen mellem ord og billeder«.

Se Maya Ilsøes konflikt, klimaks og udtoning på næste side.

Arvingerne


4. Konflikt

»I årene efter min afgang fra Filmskolen var den største udfordring at kombinere det private og det professionelle. At få tid, simpelthen, for det hele kom til at gå meget hurtigt. Jeg fik tilbudt mange interessante opgaver: Det ene øjeblik gik jeg på barsel, og så lavede jeg ‘Absalons hemmelighed’, så gik jeg på barsel igen og lavede så ‘Pagten’. Det var svært at have to små børn og samtidig være kreativ i tilstrækkelige doser. I flere perioder måtte jeg være mor om dagen og skrive om natten. Der var mange ting, der skulle gå op«.

5. Klimaks
»Det er lige nu. Det er ret vildt. Med ‘Arvingerne’ samarbejder jeg med dem, jeg gerne vil samarbejde med, om det, jeg gerne vil lave. Det føles fantastisk at sidde og skrive på noget i fire år, som om man lever under jorden som en muldvarp, der graver sine gange i mørket, og så pludselig bryder igennem op til overfladen og til lyset. Folk må have undret sig undervejs: Hvad er det mon, hun laver? Bliver det til noget?«

6. Udtoning
»Det gode ved fremtiden er, at den ligger helt åben. Det er en luksus, jeg har. Jeg kan starte forfra, jeg kan lave noget helt andet. Jeg har 117 ideer, men det handler også meget om at arbejde sammen med de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. Men naturligvis er der en masse spændende mennesker, jeg godt kunne tænke mig at lave noget sammen med. Foreløbig arbejder jeg på anden sæson af ‘Arvingerne’, og det kan da ikke udelukkes, at der kan blive tale om en tredje sæson også«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne‘ – sæson 1

Læs også: Det kan vi se frem til i næste sæson af ’Arvingerne’

Læs også: Her er DR’s kommende serier

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af