’Skammerens datter’
Yikes! Hvem skulle have troet, at en dansk familiefilm ville formå at præsentere så effektfulde og seriøst ubehagelige dragedyr, at ’Game of Thrones’-monstrene fremstår som nuttede skødehunde til sammenligning?
Det er ikke desto mindre, hvad instruktør Kenneth Kainz langer over disken i forårets helt store hjemlige eventyrsatsning, ’Skammerens datter’, der er en visuelt imponerende og neglebidende spændingsfilm for (større) børn og deres forældre, baseret på Lene Kaaberbøls populære romanserie.
En skammer er en slags heks, som ved at kigge folk dybt i øjnene kan se lige lukt ind i deres sjæl, løgne og skyld. Det gør skammeren til et værdifuldt og frygtet redskab i kampen mellem godt og ondt i det barske middelalderfyrstedømme, som pigen Dina (Rebecca Emilie Sattrup) vokser op i. Dinas smukke mor Melussina (Maria Bonnevie) er skammer, og også datteren med de grønne øjne så dybe som skovsøer er født med den særlige evne, der kan tvinge både legekammerater og granvoksne krigere grædende i knæ.
Sammen med storebror Davin (Allan Hyde) og lillesøster Melli lever familien på kanten af et landsbysamfund, hvor Dina især kæmper med at acceptere skammerens rolle som venneløs ’freak’. Men en dag kommer der royalt bud efter skammer-kvinderne. Landets fyrste, fyrstinden og deres lille søn er fundet brutalt myrdet i hovedstaden Dunark og den nærmeste arving, fyrstens rebelske søn Nicodemus (Jakob Oftebro) arresteret med et blodigt sværd i hånden. Men er han skyldig?
På befaling fra den blonde lumskebuks og andenarving Drakan (tårnhøje Peter Plauborg i en rolle, der konsekvent mindede mig om den absurd langbenede Knægt i Tim Burtons ’Alice i Eventyrland’), er det op til Dina og hendes mor at fælde dom over Nicos sjæl. Det går imidlertid snart op for begge, at de er blevet hvirvlet ind i et farligt politisk spil orkestret af magtbegærlige Drakan, som helst ser sin halvbror Nico fodret til de klamme drager i fyrsteborgens kælder.
’Skammerens datter’ har fået kærlig manuskriptbehandling af selveste Anders Thomas Jensen og er, minus et par ujævne toner i starten, en særdeles vellykket affære. I rollen som Dina er den unge Rebecca Emilie Sattrup et smukt fund, og særligt samspillet med Petra Maria Scott som gadetøsen og veninden Rosa rammer rørende rent. Men også de voksne, Plauborg, Oftebro og ikke mindst Søren Malling som Våbenmesteren med hjertet på rette sted, får skabt interessante karakterer ud af ellers arketypiske eventyrskakbrikker.
Og så er der de der drager. »Bare tænk på dem som store firben«, formaner heltemodige Nico pædagogisk til Dina, da det, der ligner en ondsindet komodovaran i øglestørrelse, vralter ud af mørket.
Stor ros til Waldemar Kalinowskis flotte scenografi og fotograf Lasse Frank Johanssens billeder fra Islands vidder og Tjekkiets skove, der løfter ’Skammerens datter’ op på højde med store, internationale fantasy-produktioner. Holdes dette niveau, kan man kun glæde sig til næste film i serien.
Kort fortalt:
Med rødderne solidt begravet i fantasygenrens filmiske mytologi sejrer ’Skammerens datter’ på det store lærred under instruktion af Kenneth Kainz. Børn og barnlige sjæle kan glæde sig til halvanden times rendyrket popcornsunderholdning – og ikke mindst ækle dragedyr, der nemt slår ’Brødrene Løvehjerte’s klamme Katla af banen.