Instruktion: Brett Morgen. Dansk biografpremiere uvis.
Tre trailer-tanker:
1. Det lugter af teen spirit i den første trailer til Kurt Cobain-dokumentaren ’Cobain: Montage of Heck’, der dokumenterer Nirvana-frontmandens himmelfart fra utilpasset teenager til forgudet rockikon. Som bekendt indtrådte Cobain efterfølgende i den lidet attråværdige Klub 27 med verdensomspændende desillusion som resultat, hvormed en sand rockmyte var født. En myte, som ‘Montage of Heck’ nu gør op med.
2. Den over to timer lange dokumentarfilm gik sin sejrsgang på Sundance-festivalen, hvor den blev hyldet af et begejstret anmelderkorps. Filmens instruktør Brett Morgen er som den første filmmager til dato velsignet af Cobain-familiens accept, og han har således fået adgang til tidligere hemmeligholdt videomateriale fra rockstjernens spæde år til de senere intime stunder med Courtney Love og datteren Frances. Hele 85 procent af filmen består efter Morgens eget udsagn af spritnyt materiale fra Nirvana-frontmandens kaotiske liv.
3. Traileren giver da også løfter om et rørende, hudløst ærligt portræt af den eksistentielt tyngede rockstjerne, hvor fokus i udtalt grad hviler på familielivet frem for virket som rebelsk rockstjerne. Hvor utallige filmmagere tidligere har fejlet i skildringen af Cobain, lader ’Montage of Heck’ som den første autoriserede dokumentar om Cobain at skille sig ud fra mængden af pengetænkende venstrehåndsarbejde, idet den omsider lader os betragte mennesket Kurt Cobain under ikonets mytiske aura.
Læs også: Her er Sundance-filmene, du bør glæde dig til
Læs også: Brian Wilsons liv bliver til film med to stjerner som ‘Beach Boys’-bagmanden