Makkerparret Damon og Affleck kan nu tilslutte sig en lang række af filmfolk, der for alvor satser på tv-mediet. Deres sci-fi-serie ‘Incorporated’ har netop fået grønt lys til at blive produceret for tv-kanalen Syfy, og i samme forbindelse har de to executive producers afsløret flere detaljer omkring plottet.
»’Incorporated’ vil give et indblik i en futurisk verden dikteret af vores beslutninger i dag. Seerne vil få mulighed for at dykke ned i de snørklede detaljer omkring vores fremtid, som vi konstant bliver advaret mod, men som ingen har udforsket endnu. Vi mener, det er en vigtig historie at fortælle netop nu«, udtaler Ben Affleck og Matt Damon til The Hollywood Reporter.
Serien skal handle om Ben Larson, som er tvunget til at skifte identitet, så han kan infiltrere de strikse systemer, der styrer i fremtiden, for at redde kvinden, han elsker. Lyder det hele lidt for meget som en flad thriller, lover makkerparret samtidig, at serien vil være intens, actionfyldt og med elementer af mørk humor, der vil fungere som et tankevækkende indblik i, hvad teknologien, vi benytter i dag, kan betyde for fremtiden.
Hvilket lyder mistænkeligt meget som en amerikaniseret udgave af Charlie Brookers fantastiske britiske sci-fi-serie ‘Black Mirror’. Men lad nu det ligge.
Læs også: Ben Affleck og Matt Damon teamer op om endnu en tv-serie
Læs også: On demand: Syv serier og tre film, du skal streame i april