Da Jeremy Renner og Chris Evans i et tv-interview (se ovenfor) blev spurgt ind til Natasha Romanoff aka Black Widows romantiske forhold til både Bruce Banner (Hulk), Hawkeye og Captain America, var Renner klar i mælet: »She’s a slut«.
Den joke faldt særligt det feministiske udsnit af ’Avengers’-fanskaren for brystet og udløste arrige anklager om sexisme på de sociale medier.
Nu har både Renner og Evans krøbet til korset og undskyldt for den ifølge kritikerne nedsættende joke.
»I går blev vi spurgt ind til rygterne om Black Widows forhold til både Hawkeye og Captain America«, sagde Evans i en pressemeddelelse, offentliggjort på Entertainment Weekly. »Vi gav et barnligt og stødende svar, der helt forståeligt forargede nogle fans. Jeg fortryder det og undskylder oprigtigt«.
»Jeg undskylder for, at denne smagløse joke omkring en fiktiv karakter stødte nogle«, supplerede Renner. »Det var ikke ment alvorligt på nogen måde. Jeg lavede bare noget sjov på en udmattende og kedelig pressetur«.
Det er ikke første gang, at ’The Avengers’-presseturen har afviget fra manuskriptet på kontroversiel vis, da Robert Downey Jr. forleden forlod et Channel 4-interview i protest over, at intervieweren spurgte ind til hans fortid som stofmisbruger.
Læs også: ’The Avengers: Age of Ultron’ / Anmeldelse
Læs også: Se de kontroversielle og rørende højdepunkter fra årets Golden Globes