I nat blev de prestigefyldte Golden Globe-statuetter uddelt, og som vanligt var det med både gråd, grin og kontroversielle momenter undervejs. Vi har samlet de mest mindeværdige øjeblikke fra showet.
1. Amy Poehler og Tina Feys åbningsmonolog
Traditionen tro gik værterne Amy Poehler og Tina Fey i kødet på de kendte i åbningsmonologen med ’The Interview’, George Clooney og Bill Cosby som de store ofre. Det var ikke en overraskelse, at komikerne berørte Cosbys påståede sexovergreb, men at de gjorde det så bramfrit var alligevel uventet. Således også for tilhørerne, der åbenlyst var i tvivl om, hvordan de skulle reagere.
Flere højdepunkter på de følgende sider.
2. Michael Keatons takketale
Golden Globe-uddelingen er gerne en sentimental affære, og også dette år kom de store følelser i spil. Michael Keaton vandt som ventet en statuette for sin præstation i Alejandro González Iñárritus ’Birdman’, og selv om han havde lovet sig selv at lade være, måtte han fælde en tåre, da han beskrev sit specielle bånd til sin søn.
3. Bill Hader og Kristen Wiigs præsentation af ’bedste originale manuskript’
Forventningen om gode grin kunne høres, allerede inden de to komikere kendt fra ‘Saturday Night Live’ havde ytret et eneste ord. Hader og Wiig fik æren af at præsentere prisen for bedste originale manuskript, og de benyttede lejligheden til at levere de vel nok ringeste imitationer af kendte filmkarakterer til dato.
4. Jeremy Renners Lopez-joke
Uforudsigeligheden ved live-tv kan både være en fordel og en ulempe. Hvorvidt Jeremy Renners joke om Jennifer Lopez’ kavalergang (»she’s got the globes«) er et eksempel på det første eller sidste må være op til den enkeltes vurdering, men det har unægteligt været et af de mest omdiskuterede øjeblikke på de sociale medier efter prisuddelingen.
5. George Clooneys takketale
En tale fra George Clooney er næsten selvskrevet på listen over mindeværdige øjeblikke. Skuespilleren modtog den såkaldte Cecil B. DeMille Award og fokuserede i sin takketale på såvel sin nyfundne kærlighed som Charlie Hebdo-tragedien i Paris. »Je suis Charlie«, lød hans afsluttende ord.
6. Chos nordkoreanske krigsgeneral
Værterne Poehler og Fey lod ikke muligheden for at latterliggøre Nordkorea passere. Meryl Streep poserede, Michael Keaton fotograferede og Benedict Cumberbatch photobombede, da Margaret Cho dukkede op blandt publikum som en nordkoreansk krigsgeneral.
7. Kevin Spaceys takketale
Otte nomineringer skulle der til, før Kevin Spacey omsider vandt sin første Golden Globe. På den baggrund var reaktionen passende: »I can not fucking believe that I won«. Spacey, der vandt prisen for sin dæmoniske præstation i Netflix-serien ’House of Cards’ (hvor han i den kommende sæson skal spille over for selveste Lars Mikkelsen), fulgte op med en dybtfølt anekdote om den afdøde instruktør Stanley Kramer i en af showets bedste taler.
Læs også: Golden Globes: Her er alle vinderne
Læs også: Golden Globes-billeder: Se stjernerne med fest i øjnene