1. ‘A Hard Day’
Sydkoreanske actionthrillere bør næsten være det første, man kigger efter i PIX-programmet, efter genistreger som ’Mother’ og ’The Chaser’ har taget festivalen med storm. De sydkoreanske instruktører anført af Bong Joon-ho (’Memories of Murder’, ’The Host’, ’Mother’) og Park Chan-wook (’Oldboy’, ’Thirst’) er ofte fænomenale håndværkere med blik for både den visuelle detalje og den intense historiefortælling.
Årets sydkoreanske sensation tegner til at blive ’A Hard Day’, en hæsblæsende actionthriller om en politidetektiv, der kører en mand over på vej hjem fra sin mors begravelse og dernæst forsøger at skjule liget. Desværre udpeges han til at lede den efterfølgende efterforskning…
Vises 12. april 21.30 i Palads, 17. april 21.30 i Palads og 22. april 21.30 i Dagmar. Læs mere her.
2. ’Housebound’
Årets CPH PIX er rig på originale gysere, der understreger, at genren fortsat har liv efter flere årtier i klichéernes ødeland. ’Housebound’ er et eksempel herpå, en veloplagt gyserkomedie, der giver den fortærskede formel et forfriskende twist.
Hvor gyserfilmenes fortabte skæbner gerne flytter ind i et hjemsøgt hus og af uransagelige årsager vælge at blive der, har Kylie intet valg: Efter en betinget fængselsdom er hun blevet udstyret med en fodlænke og må tage kampen op mod monstrøse skabninger i en hjemsøgt villa – med en Sam Raimi’sk kombination af gys og latter til følge.
Vises 16. april 23.30 i Vester Vov Vov og 21. april 21.30 i Dagmar. Læs mere her.
3. ’Fires on the Plain’
‘Tetsuo: The Iron Fist’-bagmanden Shinya Tsukamoto har skrevet, instrueret, produceret og spiller hovedrollen i dette uafrystelige mareridtsridt om en japansk soldats ensomme kamp for overlevelse på en krigshærget filippinsk ø. Den isolerede soldats indre opløsning kanaliseres i de psykedeliske billeder, og krigens gru udpensles i ubønhørligt grafiske blodsudgydelser. Med garanti en film, der forplanter sig i kroppen.
Vises 12. april 14.30 og 18. april 19.15 i Cinemateket. Læs mere her.
4. ’Backcountry’
En intens overlevelsesthriller af klassisk skuffe. Storbykvinden Jenn overtales til at følge en forbudt rute i det canadiske vildnis af sin kæreste Alex. Den spontant anlagte eventyrer har selvfølgelig kasseret kortet, men det skal han snart fortryde, da naturens kræfter retter skytset mod parret. Urinstinkterne aktiveres, alt imens chancen for overlevelse skrumper ind.
Vises 12. april 21.30 i Gloria, 17. april 21.30 i Dagmar og 20. april 16.30 i Cinemateket. Læs mere her.
5. ’Turbo Kid’
Mens vi venter på George Millers genoplivning af sit postapokalyptiske univers i ’Mad Max: Fury Road’, kan vi nyde denne outrerede pastiche om en ung mands jagt på vand i et farefuldt ørkenlandskab. De tungt armerede dræberkøretøjer fra ’Mad Max’ er skiftet ud med en BMX og den hårdtpumpede helteskikkelse erstattet af en spinkel dreng, der må bekæmpe skurken Zeus for at redde sin naive robotveninde. Der er dømt vhs-nostalgi for alle pengene i denne kærlige homage til 80’ernes sci-fi.
Vises 19. april 21.45 i Cinemateket og 21. april 22.30 i Empire. Læs mere her.
Læs også: CPH PIX – Amerikansk indie-film, når det er bedst
Læs også: Alt om CPH PIX