Komikeren Seth MacFarlane har det med at operere et godt stykke under bæltestedet, således også i den nye trailer til ’Ted 2’, opfølgeren til hitkomedien med Mark Wahlberg og hans storrygende teddybjørn på plakaten.
Dagsordenen står entydigt på pik og patter, idet den dynamiske duo forsvarer Teds ret til at blive far – med hjælp fra Amanda Seyfrieds bongrygende advokat – alt imens de leder efter den perfekte sæddonor til at kompensere for tøjbamsens biologiske utilstrækkeligheder.
De opsøger indledningsvis Patriots-quarterbacken Tom Brady og forsøger at give ham et handjob, mens han sover, kun for at ende som levende, amerikanske fodbolde.
Situationen spidser dog først for alvor til, da Ted opdager Wahlbergs digitale skatkammer af hardcore internetporno, der i opsigtsvækkende grad afviger fra det etablerede samfunds seksuelle normer.
»There are no chicks with dicks, only guys with tits!« udbryder tøjbamsen forarget.
Frastødende eller herligt hæmningsløst? Det endegyldige svar får vi 16. juli, når ’Ted 2’ får dansk biografpremiere.
Læs også: Seth MacFarlane er tilbage med sin sexgale bamse i ‘Ted 2’
Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende komedieserier