Amanda Seyfried takkede nej til hovedrolle i ‘Guardians of the Galaxy’: »Det her bliver ikke et hit«

Amanda Seyfried takkede nej til hovedrolle i ‘Guardians of the Galaxy’: »Det her bliver ikke et hit«
Amanda Seyfrieds ved Emmy Awards i 2022. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Amanda Seyfried kunne have spillet Zoe Saldañas rolle som Gamora i ‘Guardians of the Galaxy’. Men af flere årsager takkede hun nej til James Gunns storsælgende Marvel-film, fortæller hun ifølge Deadline under en Q&A med SAG-AFTRA Foundation.

»At takke nej til ‘Guardians of the Galaxy’ var bare så indlysende for mig på det tidspunkt«, forklarer hun.

»Jeg tænkte: ’Det her bliver ikke et hit. Træet og vaskebjørnen taler sammen. Og de er ovenikøbet alle sammen ude i rummet.’ Og jeg tænkte bare: ’Hvis den her film bliver dårlig, vil det ødelægge min karriere. Og der er stor risiko for, at den bliver dårlig’. Jeg tog selvfølgelig fejl. Men jeg fortryder stadig ikke min beslutning«.

Andre overvejelser spillede også ind i beslutningen. For det første ville Seyfried gerne have tid til at skabe en familie. Desuden er der flere aspekter ved produktionen af en Marvel-basker, som hun ikke bryder sig om.

»Jeg traf den for min egen skyld. Jeg traf den med tanke på den familie, jeg vidste, at jeg gerne ville have. Og jeg har bare ikke lyst til at tilbringe al min tid i sminkevognen. Jeg kan alligevel ikke sidde stille. Jeg bryder mig virkelig ikke om stunts, højder eller at skulle lade, som om hele verden er virkelig. Jeg har brug for noget konkret at holde fast i«.

Det lyder jo som om, at hun tog den rette beslutning. I dag er det også svært at forestille sig en anden end Zaldaña i rollen som Gamora over for Chris Pratts Star-Lord, Bradley Coopers Rocket, Vin Diesels Groot og Dave Bautistas Drax.

Amanda Seyfried var senest aktuel i de danske biografer med ‘The Housemaid’ og ‘The Testament of Ann Lee’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af