Comediennen Amy Schumer er on a roll med sin nye, tredje sæson af Comedy Central-showet ‘Inside Amy Schumer’. Hun varmede op til premieren med en forrygende parodi på big booty-musikvideoer, og i går lagde hendes knivskarpe to-i-én-parodi på såvel ‘Friday Night Lights’ og amerikansk voldtægtskultur internettet ned.
Men football-spoofen var ikke den eneste politiske perle i sæsonens tredje afsnit. Schumer allierede sig også med tre af Hollywoods allerstørste kvindelige stjerner, Tina Fey (’30 Rock’), Julia Louis-Dreyfus (‘Seinfeld’, ‘Veep’) og Patricia Arquette (‘Boyhood’), til en skræmmende præcis sketch om, hvornår medierne beslutter sig for, at skuespillerinder har passeret sidste salgsdato.
Amy Schumer støder på sin løbetur ind i trioens hyggelige skovtur og opdager snart, at de fejrer Louis-Dreyfus’ »last fuckable day«. Det bliver til en samtale, hvor alvoren bobler millimeter under den morsomme facade.
Læs også: Amy Schumer kæmper med kærligheden i traileren til Judd Apatows ‘Trainwreck’