Instruktion: Judd Apatow. Medvirkende: Amy Schumer, Bill Hader, Tilda Swinton, Brie Larson, LeBron James, Vanessa Bayer, Ezra Miller, Daniel Radcliffe, Marisa Tomei. Dansk premiere: 20. august.
Tre trailer-tanker:
1. Som instruktør af film som ‘The 40-Year Old Virgin’ og ‘Knocked Up’ og producer og manuskripforfatter på alt fra ‘Bridemaids’ og ‘Superbad’ til ‘Girls’ og ‘Anchorman’ blev Judd Apatow kronet som Hollywods komediekonge. Efter sin sidste, og lidt halvlunke, film, ‘This Is 40’ fra 2012, er Apatow nu tilbage i instruktørstolen, og at dømme ud fra første trailer til ‘Trainwreck’, er han atter i topform.
2. Filmen er skrevet af og har det komiske stortalent Amy Schumer i front som den selvbetitlede Amy – en single newyorkerkvinde, der har et »awesome job and sick apartment«, men til gengæld ikke helt har styr på kærligheden. På papiret lyder det måske som endnu en generisk romcom, men med Schumers grovkornede humor og anti-forfængelighed, der også kendetegner hendes glimrende satireshow ‘Inside Amy Schumer’, samt Apatows sans for at portrættere elskelige fjolser, undgår ‘Trainwreck’ tilsyneladende at falde i den sirupsøde romcom-fælde.
3. Apatow har som sædvanligt castet et imponerende allstar-hold bestående af blandt andet Tilda Swinton som bitchy magasinredaktør, ‘Saturday Night Live’s Vanessa Bayer som godtroende sidekick, og ikke mindst Bill Hader i en atypisk førsteelskerrolle som en sportslæge, Amy interviewer og forelsker sig i – og nå ja, så skuespildebuterer NBA-stjernen LeBron James som Haders bedste ven med en seriøs ‘Downtown Abbey’-besættelse. Herudover er unge talenter som Brie Larson (‘Short Term 12’), Ezra Miller (‘We Need To Talk About Kevin’) og ‘Harry Potter’-stjernen Daniel Radcliffe også at finde på rollelisten, og vi kan næsten ikke vente med at se, om ‘Trainwreck’ er den værdige opfølger til ‘Bridemaids’, vi har savnet.
Læs også: Her er årets bedste tv-serier: Top 20-11
Læs også: Judd Apatow laver tv-serie for Netflix