Her i december kårer vi vores favoritserier og -film (udenlandske top 20-11 og top 10-1 samt danske) fra 2014. Her er vores valg af serier til placeringerne 20-11, hvor både hypede sværvægtere og små komedier har sneget sig med.
20. ’Review’
Hovedforfatter: Andy Daly m.fl.
Komikeren Andy Daly ligner en helt almindelig, hvid middelklassemand. Og det er netop hans slipseklædte revisor-look, der gør det ekstra sjovt, når han kaster sig helt ud på dybt vand som kritikeren Forest MacNeil, der ikke anmelder film eller bøger, men life experiences – fra at blive skilt til at være narkoman eller rejse ud i rummet.
’Review’ er en fornem kombination af et topklasses sketchshow (hvert afsnit består af små segmenter med 3-4 forskellige anmeldelser) og en komedieserie med fortløbende karakterudvikling. Det er således ikke uden konsekvenser, når Forest smadrer sig selv og sin ellers lykkelige tilværelse. En absurd deroute for åben skærm.
Kan ses på den amerikanske udgave af Comedy Central.
19. ’Looking’ (sæson 1)
Hovedforfatter: Michael Lannan
Vi anmeldte HBO-serien ’Looking’ til tre stjerner efter de første fire afsnit, for den kom langsomt i gang som en kombination af en lidt for usjov komedie eller et lidt for æterisk drama.
Havde vi set hele første sæson, var vurderingen blevet bumpet et par stjerner op. Efterhånden kom den nemlig virkelig ind under huden på sine tre homoseksuelle hovedkarakterer i San Francisco, særligt Jonathan Groffs Patrick, hvis forhold til latino-flingen Richie blev udfoldet over et af tv-sæsonens bedste afsnit i femte episode. ’Looking’ var blevet forhåndshypet som bøssernes ’Girls’, men efterhånden bekendte den kulør som noget helt andet: En stedvis sjov, følsom dramaserie i halvtimesformatet – serieverdens svar på den exceptionelt gode homofilm ’Weekend’ fra 2011. Instruktøren bag denne, Andrew Haigh, har da også instrueret fem afsnit af ’Looking’.
Kan ses på HBO Nordic.
18. ’Inside Amy Schumer’ (sæson 2)
Hovedforfatter: Amy Schumer, Daniel Powell
Amy Schumer krydrer dynamisk hver afsnits godt og vel 20 minutter med stand-up og improviserede gadeinterviews, men det er showets sketches, der er de virkelige perler. Og de svinger vidunderligt i stil – fra knivskarp parodi (tjek denne afklædning af Aaron Sorkins selvhøjtidelighed) til ren absurditet (denne casting til ‘2 Girls 1 Cup’).
Schumer opererer ud fra et frygtløst feministisk synspunkt og i en både grovkornet og vulgær tone, der tidligere oftest har været forbeholdt det modsatte køn. Om hun så spidder hykleriske eller passivt/aggressive mønstre i kvinders relationer, bløde mænd, underholdningsindustriens kropsidealer eller – som i ovenstående både orginale og modige tackling af voldtægtskulturen i det amerikanske militær – stikker hånden ned i kontroversielle, samfundsmæssige bistader.
Og, nå ja, fik vi nævnt, at showet er vanvittigt morsomt?
Kan ses på den amerikanske udgave af Comedy Central.
17. ’Boardwalk Empire’ (sæson 5)
Hovedforfatter: Terence Winter
Femte sæson var en tilfredsstillende finale for HBO’s store serie om forbudstiden i Atlantic City og gangsterimperiernes fødsler i Chicago og New York. De fleste hovedkarakterer fik en flot afskedssalut, men samtidig sad man tilbage med en følelse af, at ’Boardwalk Empire’ ikke helt blev det mesterværk i klasse med ’The Sopranos’ og ’The Wire’, som HBO nok havde håbet.
Det skyldes måske først og fremmest, at den centrale karakter, Steve Buscemis Nucky Thompson, var en af de mindst interessante i persongalleriet, og at den var langt stærkere som fuldtonet gangsterserie med forrygende figurer som Al Capone og Lucky Luciano i centrum end som periodeskildring. Derfor var det også frustrerende, at en markant del af den korte afslutningssæson på blot otte afsnit bestod af redundante flashbacks til Nuckys fortid.
Selve gangsteropgøret med tommyguns, FBI og territoriekrig var der dog ikke en finger at sætte på. Hamrende veldrejet.
Kan ses på HBO Nordic.
16. ’Game of Thrones’ (sæson 4)
Hovedforfatter: D.B. Weiss, David Benioff
’Game of Thrones’ er efterhånden lige så meget en event som en tv-serie – for nu at sætte det på spidsen. De store opgør og overraskende dødsfald, som denne sæsons The Mountain vs. The Viper, bliver begivenheder på linje med store sportsfinaler, mens man samtidig – hvis man prøver at isolere selve serien lidt fra hypen omkring den – bliver en anelse frustreret over det uoverskueligt store persongalleri og det relativt langsomme tempo i en vægtig del af afsnittene.
Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at serien er afsindigt flot produceret, og at den i særligt Arya og Tyrion Lannister har nogle af de stærkeste karakterer på tv. Og der var da også så mange stærke øjeblikke i den nyeste sæson, at de snildt hørte til årets bedste.
Kan ses på HBO Nordic.
15. ’Orange Is the New Black’ (sæson 2)
Hovedforfatter: Jenji Kohan
Ligesom ’Game of Thrones’ arbejder ’Orange Is the New Black’ med et voldsomt stort persongalleri, men her er karakterspektret – samlet på klaustrofobisk få kvadratmeter – seriens helt store styrke.
I anden sæson af Jenji Kohans Netflix-serie blev der pustet liv i nogle af de indsatte omkring Piper Chapman i Litchfield-fængslet, som i første sæson ellers nærmest bare var statister. Og der er stadig noget befriende let, humoristisk og ligefremt ved serien i en tid, hvor det storladne og dystre ellers har forrang. Måske er der lovlig meget patos i enkelte af seriens flashbacks, men til gengæld løfter dens bramfri skildring af alskens minoriteter den en af de vigtigste tv-fortællinger i nyere tid.
Kan ses på Netflix.
14. ’Olive Kitteridge’
Hovedforfatter: Jane Anderson
Instruktøren bag ’The Kids Are Alright’, Lisa Cholodenko, har styret slagets gang på samtlige fire afsnit i HBO-miniserien baseret på Elizabeth Strouts novellesamling. Og det har hun gjort med ekstrem præcision i karakterskildringerne af særligt den vrisne titelperson (Frances McDormand) og hendes underkuede mand, spillet af Richard Jenkins.
Nogle af bikaraktererne flagrer en smule, men det lever man med, fordi skildringen af ægteparrets almindelige liv gennem 25 år er knugende velskrevet. Det er almindeligt liv, der udspiller sig foran os, højdramatisk, mærkeligt og selvmodsigende, som det nu er. ’Olive Kitteridge’ gør ondt i tilværelsen – men på den gode måde.
Kan ses på HBO Nordic.
13. ’Silicon Valley’ (sæson 1)
Hovedforfatter: Mike Judge
Det californiske Silicon Valley-miljø er med sin blanding af geekiness, store penge og excentriske typer et oplagt udgangspunkt for en komedieserie.
Og ’Beavis and Butt-Head’-forfatter Mike Judge udnytter da også alle tech-paradisets mærkelige karakteristika i historien om en flok venner, der får et milliontilbud for deres opfindelse, et kompressionsværktøj til musik, men vælger at takke nej til storkapitalen og selv få det til at vokse. Thomas Middleditch er tilpas sød og socialt akavet som flokkens centrum og geni, Richard, mens T.J. Miller er fænomenal som den brovtende drengerøv Erlich, der er en herlig udadvendt modsætning til de blege computernørder.
Men sideløbende med Silicon Valley-satiren interesserer serien sig også oprigtigt for sine karakterer og deres udvikling, så den i rigt mål viger uden om det indforståede. En stor anbefaling, selv til it-analfabeter.
Kan ses på HBO Nordic.
12. ’The Leftovers’ (sæson 1)
Hovedforfatter: Damon Lindelof
Man har aldrig været i tvivl om, at ’Lost’-bagmand Damon Lindelof var god til at gestalte inciterende universer. Mere usikker har man været på, om han kunne skabe troværdige plots og karakterer over et langt fortælleforløb.
Men med sin nye HBO-serie gjorde han al tvivl til skamme. Serien om efterveerne af en global katastrofe, hvor to procent af verdens befolkning pludselig forsvinder, var dyster og bundseriøs.
Men den var også ekstremt stemningsfyldt, tog sig god tid til at udfolde sit univers og bød på glimrende karakterer, som man higede efter at blive klogere på – ikke mindst Carrie Coons Nora Durst, der mistede mand og to børn under The Rapture, og som flirter med sin egen død og ulykke i det skjulte.
En af årets fem bedste nye serier.
Kan ses på HBO Nordic.
11. ’Girls’ (sæson 3)
Hovedforfatter: Lena Dunham
Man skulle næsten ikke tro, det var muligt, men i 2014 konsoliderede Lena Dunham sin position som den ukronede dronning af popkultur endnu stærkere, end hun havde gjort i forvejen. Hun udkom med sin selvbiografi, ’Not That Kind og Girl’, og hun blandede sig i debatten på en måde, så hun i dag er den person, alle andre popstjerner læner sig op af, når de skal understrege, at de har noget på sinde.
På den måde er ’Girls’ og Dunham blevet et fænomen. Men heldigvis er det også stadig en god tv-serie. Efter en anden sæson, der kørte af sporet i OCD og irriterende sideplots, var den tilbage med en flot tredje ombæring, hvor Dunham modigt kørte Hannah-figuren så langt ud i sin usympatiske narcissisme, at man var ved at miste al sympati for hende.
Det var et spændende radikalt valg, og da sæsonen samtidig fik bedre styr på sine bikarakterer som Marnie og Shoshanna, fik man bekræftet, at Dunham ikke blot er et nyfeministisk symbol, men også en imponerende kunstnerisk kraft.
Kan ses på HBO Nordic.
Læs også: Her er årets bedste tv-serier, top 10-1
Læs også: Årets bedste film, 10-1
Læs også: Her er årets største bommerter i film- og tv-verdenen