‘The Leftovers’

Hvordan reagerer vi på kollektive traumer? Hvordan håndterer vi en sorg, der er dybt personlig, men også et fælles anliggende, hvor vi leder efter svar, udgrænser vores fjender og konsoliderer vores fællesskab? På Ground Zero i New York bygger man monumenter og museer for ikke at glemme. Men måske også, så de efterladte kan glemme – med monumenterne rodfæstet i jorden, kan traumet rives ud af erindringen.

HBO’s nye serie kan nemt læses som en allegori over netop 11. september. En dag forsvinder to procent af verdens befolkning. The Rapture, kalder man hændelsen. Eller bare 14. oktober. Første afsnit springer hurtigt tre år frem i tiden. I sig selv et dristigt valg, for de fleste ’verden bliver aldrig den samme’-serier bruger mindst en halv sæson på at lade hovedpersonerne fare forvildede rundt, hvilket er spændingsmæssigt effektivt, men også ofte en undskyldning for halvhjertet karaktertegning.

Heldigvis er Tom Perrotta, som har skrevet bogen bag serien, og ’Lost’-forfatter Damon Lindelof i stedet interesserede i de langsigtede efterveer. Modsat 11. september har The Rapture ingen forklaring, men reaktionsmønsteret er tilsvarende. Nogle har ledt med lys og lygte efter en videnskabelig forklaring. Andre mener, det er et mirakel fra Gud. På årsdagen går man i fælles sorgoptog for »heltene«, som den brogede flok af forsvundne nu rubriceres.

’The Leftovers’ mikrokosmos er forstaden Mapleton, og i centrum står den martrede politichef Kevin (Justin Theroux), hvis kone (Amy Brenneman) har ladet sig indrullere i et kultlignende fællesskab af hvidklædte mennesker, som i selvpålagt tavshed vil minde folk om den ufattelige hændelse. Vi følger også Kevins let depressive teenagedatter og hans søn, som har slået sig på et andet fællesskab omkring den mystiske, frelserlignende Wayne.

Samtidig blotlægger serien med pirrende tålmodighed den ene gåde efter den anden: Hvorfor begynder kvarterets hunde at angribe de andre dyr? Hvorfor dukker der duer op de mest besynderlige steder? Og hvordan i alverden forsvandt de to skiver brød, Kevin lige havde puttet i toasteren? Midt i den stemningsmættede alvor – blændende underbygget af Max Richters’ stryger-score – er der gudskelov også glimt af humor.

Serien er i de første tre afsnit lidt uregelmæssigt fortalt med et par malplaceret excessive voldsudbrud, flashbacks og college-fester. Så det er for tidligt at sige, om serien udvikler sig til eksistentielt guld på linje med det franske modstykke ’The Returned’, hvor de døde pludselig vender tilbage, eller til metafysisk lommefilosofi som de sidste årgange af ’Lost’. Men foreløbigt er der rigeligt med grunde til at se sæsonen til ende.

Læs også: Se inciterende trailer til ‘The Leftovers’

Læs også: ‘Lost’-skaber før ny serie – hvordan undgår jeg, at det sker igen