‘Orange Is the New Black’ – sæson 2

‘Orange Is the New Black’ – sæson 2

Er det seriøst nok at indlede en anmeldelse med: OMG OMG OMG. Sikkert ikke, men det er sådan, jeg har lyst til at beskrive de første seks afsnit af den nye sæson af Netflix’ lebbefængselsdramasatsning.

’Orange Is the New Black’ er befriende, fordi det for en gangs skyld ikke alt sammen handler om dødkedelig heterokærlighed. Der har ikke været et drama med vaskeægte kvindelig homo-romance på tv siden ’The L Word’, og det er selvfølgelig det – og de hede sexscener – der er hovedårsagen til, at serien har vundet så sindssygt et indpas i homokredse.

Hovedforfatter Jenji Kohan formår at skabe kvindelige protagonister, som ikke bare skal være søde og se godt ud. De må også gerne være højtråbende, omskiftelige, proaktive, flersidede og selvfølgelig sjove. Her er der både menneskeskildringer og kærlighed i alle regnbuens farver, og i sæson to er samtlige karakterer – Big Boo, Crazy Eyes, Taystee, Poussey, Red, Morello, Nicky og selvfølgelig Piper – om muligt endnu sjovere, sødere og mere menneskelige end i den første.

Nogle vil måske savne Laura Prepons Alex, som bliver skrevet foreløbigt ud af serien efter et sidste heftigt, lesbisk twist. Men nu hvor Piper (Taylor Schilling) ikke hele tiden jager sin eks (og omvendt), er der endnu bedre plads til at udfolde både Pipers og alle de fantastiske birollekarakterer yderligere. Man kan for eksempel glæde sig til den hjerteskærende historie om Crazy Eyes’ barndom og til at høre, hvorfor Poussey er så bange for at spille med åbne kort i den lesbiske kærligheds navn. Men måske vigtigst af alt fylder Pousseys sidekick Taystee meget mere denne sæson. En central person fra hendes fortid er pludselig inde og spjælde den, og der bliver lagt i ovnen til et opgør af dimensioner.

I den nye sæson er det i det hele taget mindre Piper, der driver historien fremad. Nu er der faktisk i højere grad tale om en decideret fængselsdramaserie, og samtlige karakterer er underligt sympatiske og afrundede.

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen andre serier, der fungerer lige så godt på så relativt en afgrænset location. Og Kohan tør tilsyneladende – med første sæsons bragende succes i bagagen – at tage lidt flere chancer i denne omgang. Der er blevet plads til masser af parallelle fortællinger og krampagtig suspense af den slags, der fik min kæreste og jeg til at kigge på hinanden efter hvert afsnit, mens vi råbte i kor: »Bare lige ét afsnit mere!«


Kort sagt:
’Orange Is The New Black’ kan noget helt særligt, som betyder, at man griner højt, røres dybt, nynner med på introsangen og begejstret skriger, »bare lige ét afsnit mere!«, hver eneste gang skærmen går i sort. Heldigvis bliver hele anden sæson tilgængelig på én gang på Netflix. Jeg kan varmt anbefale binge-watching (som om andet er muligt), det er virkelig dramady, når det er bedst.

Læs også: Vores yndlingskarakterer i anden sæson af ‘OITNB’

Læs også: »Taylor Shilling – det handler ikke kun om bare bryster« 

Tv-serie. Hovedforfatter: Jenji Kohan . Medvirkende: Taylor Shilling, Danielle Brooks, Kate Mulgrew, Jason Biggs . Spilletid: 13 afsnit á 50 min. . Premiere: 6. juni på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af