Taylor Schilling fra ’Orange Is the New Black’: »Det handler ikke kun om bare bryster«

Vi har talt nøgenhed og kvindekærlighed med skuespilleren bag Piper Chapman i Netflix’ ’Orange Is the New Black’, hvis anden sæson bliver frigivet i morgen.
Taylor Schilling fra ’Orange Is the New Black’: »Det handler ikke kun om bare bryster«

Taylor Schilling entrerer interviewrummet på The Soho Hotel i London iført skrigorange bukser, fuchsiapink top og sorte stiletter – et outfit, der ganske vist er passende i den engelske modemetropol, men som står i skærende kontrast til den beigefarvede fængselsdragt, vi har vænnet os til at se skuespillerinden sjoske rundt i som Piper Chapman i Netflix-hittet ’Orange Is the New Black’.

Taylor Schilling er akkurat så petit og ungdommeligt køn på den der lidt skæve facon (sløve øjne, frækt grin), som vi kender fra tv, men i modsætning til den i stigende grad mere kampklare Piper i Litchfield Prison, virker Taylor from som et lam. Et træt lam, vel og mærke.

29-årige Taylor Schilling og hendes medspillere fra ’OITNB’ er i London i forbindelse med promoveringen af seriens anden sæson, og hovedrolleindehaversken har givet interviews til verdenspressen non-stop siden tidlig morgen. Her til eftermiddag falder hendes svar stadig upåklageligt høfligt, om end langsomt udåndende, som en serie af små forlængede suk.

En irsk journalist lægger forsigtigt ud med at spørge, om skuespillerinden selv følger med i nogle serier.

»Ja, jeg er en rigtig binge-watcher, som sluger en hel serie på en weekend, selvom jeg nu ikke har gjort det siden ’House of Cards’ sæson to«, svarer Taylor Schilling og understreger, at Netflix’ andet serie-flagskib er hendes klare favoritshow.

Netflix’ pressedame ser ikke overraskende ganske tilfreds ud på sin stol i baggrunden.

Blev du overrasket over den overvældende positive respons, ’OITNB’ har fået?

»Jeg følte mig meget sikker på hele projektet fra start af. Når det er sagt, så havde jeg selvfølgelig ingen ide om, at serien ville blive så stor! Men det er meget tilfredsstillende for mig som skuespiller at opleve, at ’OITNB’ har så alsidigt et publikum. Det virker på mig, som om vi har lige dele mandlige og kvindelige seere, til trods for at næsten alle seriens hovedpersoner er kvinder. Det er virkelig dejligt, at der er kommet et stort marked for serier med stærke, kvindelige hovedroller, a la ’Girls’ og ’OITNB’, som ikke kun ses af et kvindeligt publikum«.

Hvordan fik du rollen som Piper?

»Jeg gik egentlig bare til en audition på casterens kontor, og så så seriens skaber, Jenji Kohan, et bånd af forløbet bagefter. Hun ansatte mig med det samme, udelukkende på den baggrund. Det gik meget hurtigt«.

Hvornår begyndte det at gå op for dig, at serien var ved at blive et enormt hit?

»Jeg husker en dag sidste år, hvor jeg bare gik ned ad gaden i New York, og en kvinde med en barnevogn pludselig stoppede op og sagde: ’Oh my god, du er jo Piper! Jeg elsker dig!’ Bogstavelig talt to sekunder senere kørte en skraldevogn forbi, og fyren bag rattet råbte ud af vinduet: ’Pipeeeeer!’ Det en meget underlig, men sjov oplevelse«.

Piper viser nogle temmelig mørke sider af sig selv i sæson to. Hvordan har det været at arbejde med karakteren?

»Det er spændende at spille en person, som virkelig udvikler sig fra seriens udgangspunkt, og få lov til at udforske flere sider af Piper. Hun er en kvinde, som under pres bliver tvunget til at gøre op med nogle gamle forestillinger om, hvem hun egentlig er som person. I anden sæson begynder Pipers oplevelser inden for fængselsmurene virkelig at sætte sine spor på hendes psyke. Men jeg synes ikke, hun er en dårlig person af den grund. Hun tilpasser sig«.

Hvad har du lært fra virkelighedens Piper Kerman, hvis egne fængselsoplevelser serien er baseret på?

»Hun har lært mig en masse. Især omkring de specifikke detaljer ved at være i fængsel, og hvordan det føles: Hvor støjende der er, hvor få farver der er …«

Taylors stemme falder til en sagte hvisken, og hendes øjne er fikseret på et usynligt sted i luften. Hun ligner én, der har brug for en dobbelt espresso, men i stedet smider vi et mere saftigt spørgsmål på bordet:

Hvorfor al den nøgenhed i serien? Er det nødvendigt med bare bryster i hvert afsnit?

»Haha, det må du spørge Jenji Kohan om! Ej, jeg tror, at nøgenheden på en måde afspejler, hvor blottede disse kvinder føler sig i fængslet, og hvordan deres følelser sidder uden på huden. Det handler ikke kun om bare bryster og om at provokere.

De risici, vi som skuespillere tager ved at indspille nøgenscener, matcher de følelsesmæssige risici, karaktererne gennemlever. Lige så grænseoverskridende, vi skuespillere føler nøgenscenerne, lige så voldsomt opleves det for karaktererne at stå i de her ekstreme situationer. Så det går lige op, på en måde«.

Hvordan har du oplevet amerikanernes reaktion på seriens fremstilling af Pipers lesbiske forhold med Alex? Vi skal jo ikke længere tilbage end til 2005, hvor ’Brokeback Mountain’ blev opfattet som sensationel …

»Faktisk har de mennesker, jeg har snakket, med overvejende været interesserede i forholdet for forholdets skyld, og ikke fordi Piper og Alex er to kvinder. Det er ikke entydigt blevet omtalt som et homoseksuelt forhold, men ganske enkelt som et forhold mellem to forelskede mennesker. Det behøver ikke en særlig forklaring – og det synes jeg er dejligt. Showbiz er kommet langt, på den måde«.

Hvor tætte på virkelighedens kvinder i fængsler føler du, at karaktererne i OITNB er?

»Den ’familiestruktur’, kvinderne kreerer i små grupper i serien, tror jeg er meget realistisk i forhold til virkeligheden. Fra hvad jeg har fået fortalt omkring forholdene i fængsler, er alle de små alliancer, fjendskaberne og venskaberne meget ægte. Især når vi taler om kvindefængsler. I mandefængsler hersker der fx et meget mere fysisk hierarki, hvorimod kvinderne ’bekriger’ hinanden psykologisk. Akkurat som i den virkelige verden, haha!

Kan du løfte en flig af sløret for, hvad der kommer til at ske i sæson tre?

»Jeg kan desværre ikke sige noget konkret om handlingen, men vi kommer til at udforske flere af karakterernes baggrunde og også møde et par nye ansigter. Det hele bliver bare … bedre«.

Læs også: Se den spritnye sæson ‘Orange Is the New Black’ i Empire Bio

Læs også: Trailer: Håndjernene strammes i anden sæson af ‘Orange Is the New Black’

Læs også: ‘Orange Is the New Black’ får en tredje sæson

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af