8. Marisol ’Flaca’ Gonzales
En af ’Orange Is the New Blacks’ forcer er, at den gør fine figurer ud af selv de mere perifere kvinder i ensemblet, som endnu ikke er blevet besmykket med et forklarende flashback. Tænk bare på den mandhaftige kineserdame Chang, som med stor alvor tog ansvaret for scorecard’et i Big Boo og Nickys ’Nymphomaniac’-agtige erobringsleg.
Den mest uimodståelige i sæson to er dog den forfængelige Flaca (Jackie Cruz), som er en del af det latinamerikanske køkken-community. Højdepunktet var hendes kælne jobinterview-rollespil, hvor hun spillede på alle tangenter over for den forbløffede cigaretfirma-direktør. Men man skal ikke skue karaktererne i ’Orange Is the New Black’ på håret, og selv den blondineblanke Flaca har en ekstra dimension, som når hun pludselig citerer og lytter til The Smiths.
7. Galina ’Red’ Reznikov
Anden sæson gentog (og forfinede) i virkeligheden mange af de grundkonflikter, der også var på spil i første sæson: Kampen om magten, det interne hierarki, den racemæssige segregation. Men den lagde nye lag på karakterbeskrivelserne, og portrættet af Red var et af de mest rørende i sæsonen.
Vi er før kommet under hendes hårde russiske facade (som i de flashbacks, hvor hun blev udstødt af de russiske rigmands-fruer), men det var en interessant udvikling at opleve hendes rejse fra at være udstødt til at berige sig en ny magtposition. ’Orange Is the New Black’ handler i høj grad om mennesker, der ikke kan lade være – som falder tilbage i de samme mønstre. Og Red er en magtspiller, om så hendes entourage er en stum køkkenmedhjælper og en dement olding ved navn Jimmy. Hendes opgør mod Vee var fængselsdronningernes rumble in the jungle, men mens alt håb for soning var ude for Vee, er der håb om, at Red kan falde til ro.
Kvinden bag Red, Kate Mulgrew, er en af seriens bedste spillere og er lige troværdig som russisk mafia-hardboiler og som stækket pensionist med mimrekort.
6. Tiffany ’Pennsatucky’ Doggett
Tidligere på året havde vi det tidligere crackhead Pennsatucky på listen over tv-karakterer, der fortjener at dø. Der var ikke grænser for, hvor irriterende selvforherligende og konfrontatorisk hun var i første sæson, og man frygtede det værste, da det viste sig, at hun havde overlevet sin brydekamp med Piper.
Men hovedforfatter Jenji Kohan tog Pennsatucky et sjovt og ligefrem genuint rørende sted hen i sæson 2, uden at det blev et utroværdigt spring, som det fx var tilfældet med Crazy Eyes, som pludselig gik fra nuts til gadeklog muscle for Vee. Pennsatucky er nemlig stadig irriterende og white trash-blank, men man fik sympati for hendes oprigtige ønske om at suge til sig i elev-mentor-forholdet til Healy. Og hendes spekulative ønske om via Big Boo at blive en del af lebbe-klubben, før den overtager verden, var på godt dansk hilarious.
5. Lorna Morello
Der flyder en strøm af brændende humanisme gennem ’Orange Is the New Black’-universet. Det er en serie, der tror på det gode i mennesket, på second chances og på, at mennesker er ok trods deres mange fejltrin og svagheder.
I anden sæson kom det måske allerstærkest til udtryk i skildringen af Lorna, som Yael Stone spiller med en helt forrygende italian american-accent. Hun blev afsløret som decideret skingrende skør stalker-psykopat, hvis udkårne Christopher er en illusion, et vrængbillede af en mand, hun kun har været på en enkelt date med. Men alligevel har sympatien med hende aldrig været større, for man føler også med hendes kærlighedstrang, der er så gennemtrængende, at den, bogstaveligt talt, må spærres inde.
Men i fængslet er Lornas kærlighed til sine venner uforbeholden og uimodståelig, og hvor vi bare håber, at Lorna kan bryde fri af Christopher-illusionen og komme videre med sit liv.
P.S. Hendes forskruede referat af ’Toy Story’ var helt, helt magisk.
4. Nicky Nichols
Det siger meget om ’Orange Is the New Blacks’ persongalleri, at en promiskuøs og kynisk tidligere junkie er det moralske holdepunkt. Men især efter at Piper er blevet forrået – og i øvrigt sluttede sæsonen med at være præcis så narcissistisk, som netop Nicky anklagede hende for – er den rapkæftede kvinde spillet veloplagt af Natasha Lyonne en tiltrængt fornuftens stemme.
Hun er loyal, empatisk og klarsynet, og hun udgør en vigtig balance i fængslets ensemble af karakterer, der ofte træffer forkerte beslutninger. Nu skal hun bare holde sig fra det der heroin, hun har gemt i ventilationsskakten. Don’t do it, Nicky!
3. Joe Caputo
Mens serien allerede i første sæson gjorde meget ud af trænge ind bag stereotyperne blandt fangerne, var fængselspersonalet mere firskårent udformet – mest brugt til komisk effekt.
Men i anden sæson – hvor Pornstaches deus ex machina-comeback hørte til de mere kiksede elementer – kom der mere kød på Healy, Figueroa og især Joe Caputo. Han fik demonstreret sin menneskelige side som bassist i røvballebandet Side Boob, og selvom han til det sidste også viste sig som et småligt røvhul, kunne man ikke lade være med at have ondt af ham, da hans første dag i sit nye chef-job endte som et veritabelt mareridt.
Nick Sandow spiller ham med præcis akavethed og nærmest nuttet italiono-dialekt. Og nå ja, den måde han fik et blowjob lokket ud af Figueroa, før han trak tæppet væk under hende, var episk. »They used to call me beer can in highschool«.
2. Rosa ’Miss Rosa’ Cisneros
Nytilkommerne som den frelste miljøaktivist Brook Soso gjorde ikke meget for os i den nye omgang, men til gengæld lykkedes det serien at løfte karakterer, der var meget perifere i første sæson, til overraskende højder.
Den mest markante var den kræftramte Miss Rosa, hvis flashbacks hørte til de mere vellykkede. Seriens flashblacks bliver nogle gange lige lovligt højtideligt oversymbolske. Men Rosas bankrøveri-tilbageblik fandt en rigtig fin balance mellem skæbnesvanger ironi (hendes makkere dør som fluer) og levende skildring af den frihedstrang, der i sidste ende førte hende bag tremmer.
Når Miss Rosa kommer så højt oppe på denne liste, skyldes det dog sæsonens allersidste 30 sekunder. Det var simpelthen et guddommeligt højdepunkt, da hun fræsede ud af fængselsporten, så 50 nonner måtte springe for livet, og derefter lige mejede Vee ned i vejgrøften, før hun kørte ud mod en sidste stund i friheden.
Ikke alene var det en ikonografisk slutning, der ikke lader ’Thelma and Louise’ noget tilbage. Det var også et herligt statement om, hvordan individet må bryde rammerne for at finde værdighed i et omklamrende samfund.
1. Tasha ’Taystee’ Jefferson & Poussey Washington
Mens Taylor Shillings Piper Chapman var det dominerende centrum i første sæson, kunne man sagtens hævde, at venskabet mellem Danielle Brooks’ Taystee og Samira Wileys Poussey var mindst lige så centralt for anden sæson som Pipers udfoldelser.
Ikke alene blev vi klogere på deres fortid, med Taystees ambivalente forhold til sin surrogat-mor Vee og Pousseys afbrudte kærlighedsforhold til en blond mädchen (vi havde ikke regnet med at skulle høre Poussey folde sig ud på tysk). Det var også deres konflikt, man investerede flest følelser i gennem hele fængselsfortællingen. Deres venskab – og ikke mindst deres helt forrygende Mackenzie-Amanda-rollespil) – burde være ubrydeligt, men Vee kom på tværs, og vi fik at føle, hvor svært det er at slippe sin fortid inden for fængselsmurene.
’Orange Is the New Black’ handler i høj grad om empowerment, eller myndiggørelse, som det vel hedder med et lidt fesent dansk udtryk: Om hvordan fangerne kæmper for at skabe en menneskelig værdighed i rammer, der ellers berøver dem fra deres individualitet, ved at manifestere sig i grupperinger, opnå magt ved at smugle ting ind i fængslet, involvere sig i et nyhedsbrev eller bare tage rød læbestift på. Hvordan de kæmper for at tage magten over deres egne liv, selvom det nærmest er umuligt.
Og mens Piper nærmest finder sin empowerment i at bryde med fortidens betryggende bånd, fordi hendes erfaringsramme er blevet udvidet uomstødeligt, er det via deres venskab, at Poussey og Taystee har fundet deres frigørelse. Sammen er de bedre mennesker. Og gudskelov fandt de hinanden igen.
Læs også: Anmeldelse af ‘Orange Is the New Black’
Læs også: Taylor Shilling fra OITNB – »Det handler ikke kun om bare bryster«
Læs også: Interview med Laura Prepon om Lego-figurer af Alex, Scientology og random ægteskabstilbud