Amy Schumer sidder i øjeblikket solidt plantet på tronen som dronningen af comedy takket være sin successerie ‘Inside Amy Schumer’ på Comedy Central samt en en hovedrolle i Judd Apatows kommende komedie ‘Trainwreck’, der også har manuskript af Schumer.
Samme stil fortsætter komikeren nu med en anden af Hollywoods førende komediekonger, ‘Bridesmaids’-instruktøren Paul Feig, der skal producere en kommende spillefilm, der både har Schumer i hovedrollen samt manuskript af komikeren og hendes søster Kim Caramele, der blandt andet også fungerer som producer på ‘Inside Amy Schumer’.
Filmen har endnu hverken titel eller premieredato, men vil ifølge The Hollywood Reporter være en actionkomedie i stil med Paul Feigs Melissa McCarthy-film ‘The Heat’ og den kommende ‘Spy’, mens temaet eftersigende vil handle om en mor og datter, der bliver fanget i en ferie gone wrong. Spørgsmålet er så bare, om den 33-årige Schumer skal spille mor eller datter?
Læs også: Lyt til Soundvenue Filmcast: Vanvidsbraget ‘Mad Max’ / Komikerfænomenet Amy Schumer
Læs også: Video: Amy Schumer skyder med skarpt mod celebrity-interviews og ølreklamer