1. Skræmte mig fra vid og sans: ‘Eksorcisten’ (1973)
»Min religionslærer i gymnasiet hed Ernst. Han var lynende intelligent og omgik os åndsforsnoskede elever med en beundringsværdig åbenhed og nysgerrighed. En dag tog han os med ned i skolens kantine, hvor vi på en lille monitor så ‘Eksorcisten’. Jeg troede ikke, jeg kunne rammes af noget som helst, fyldt som jeg var af fladpandet gymnasie-ego. Men det tog flere år, før jeg blev nogenlunde mig selv igen, og helt er jeg aldrig kommet mig«.
2. Mit første filmminde: ‘The Mark of Zorro’ (1920)
»I min familie var der en gammel tante, som var noget offbeat. Hun havde været skuespiller og boede i en lille lejlighed tæt på Nørrebro Station, som hun kaldte ‘Frederiksberg-delen af Nørrebro’. Jeg så den gamle Zorro-film med Douglas Fairbanks sammen med hende, da jeg var meget lille. Det, jeg husker bedst, er, hvordan hele familien – anført af min tante – ruller rundt nede på gulvet og brøler af grin. I dag er filmen uden nogen appel til mig overhovedet«.
3. Den mest provokerende oplevelse: ‘The Brown Bunny’ (2003)
»Min kone Marina (Bouras, red.) og jeg så den sammen og var bjergtagede. Den indgyder mod til at sige nej til alt det bras, som filmindustrien sædvanligvis prøver at få os til at tro er kvalitet. Alt det sentimentale vås og forlorne ‘livsklogskab’, som film og tv uafladeligt propper ned i halsen på os. ‘The Brown Bunny’ er strippet for alt det og viser i stedet noget af det mest ætsende sanselige og hysterisk smukke menneskelighed, jeg har oplevet, mens den insisterer på at være sin egen værste fjende. Vincent Gallo er boss!«
4. En instruktør, der har defineret mig: Jim Jarmusch
»Min første interesse for skuespillerfaget opstod langt fra filmens verden og havde at gøre med en interesse for sprog omsat til krop. Noget af det første, der gjorde indtryk på mig, var Jim Jarmusch’ tidlige film, for eksempel ‘Down by Law’ og ‘Permanent Vacation’. Jeg så ‘Down by Law’ første gang som forkølet og forvirret skuespillerelev i en halvfyldt provinsbiograf. Få minutter inde i filmen vidste jeg, at det her var noget, som havde adresse til mig«.
5. En skuespiller, der har inspireret mig: Stine Bierlich i ‘Ofelia kommer til byen’ (1985)
»Jeg så den, da jeg var ret ung, og Stine Bierlichs præstation gik gennem marv og ben. Det var nok første gang, jeg fik en klar fornemmelse af, at det lidt stive og ubehjælpsomme i konfrontation med en ærlig sårbarhed appellerede til mig. Jeg synes generelt ikke, at de mange tekniske landvindinger, der er sket i dansk film de seneste 20-30 år, har været entydigt positive. Jeg elsker det famlende og dilettantiske, når det formidler en ærlig søgen«.
Læs også: 10 hurtige til ‘Lang historie kort’-aktuelle Danica Curcic