’Macbeth’: Michael Fassbenders syv bedste citater i Cannes

I hovedkonkurrencens sidste film, ’Macbeth’, portrætterer Michael Fassbender titlens magtsyge Shakespeare-konge. Til pressemødet snakkede han om det store forventningspres, smadrede kranier og sit had-kærlighedsforhold til whisky.
’Macbeth’: Michael Fassbenders syv bedste citater i Cannes

1. På spørgsmålet om hvad der var den største udfordring på settet:
»Den skotske dialekt. Men det er lidt latterligt at sige, når Marion (Cotillard, den franske skuespiller, der spiller Lady Macbeth, red.) også skulle håndtere det«.

2. Om Macbeths posttraumatiske stress:
»Hvad kræver det at spidde et menneske med et sværd gennem muskler og knogler eller samle en sten op og smadre hans kranie, hvis sværdet fejler? Jeg forsøgte at grave de her billeder frem for at undersøge karakterens knækkede psyke og forstå hans hallucinationer. Vi ved fra soldater, der kommer hjem fra Irak eller Afghanistan, at de kan gå ned ad Croisetten det ene øjeblik og så se en krigszone i Basra det næste«.

3. På spørgsmålet om hvorvidt han var i stand til at ryste fortællingens gru og karakterens krakelerende psyke af sig efter optagelserne:
»Jeg prøver at møde mine venner, når arbejdsdagen er ovre, og jeg ville ikke have mange tilbage, hvis… [latter]… ‘åh nej, nu fabler han om sine karakterer igen!’. Men jeg tror ikke, man kan undgå at tage noget med sig hjem«.

4. På spørgsmålet om de havde overvejet at lave filmen som stumfilm:
»Vi overvejede at lave en fortolkning med sang og dans«.

5. Om det store forventningspres knyttet til portrættet af en ikonisk Shakespeare-karakter:
»Det var skræmmende … men den bedste modgift mod nerver er arbejde. Toget forlader perronen før eller siden, så det gælder om at være med på det«.

6. Om Marion Cotillard:
»Jeg synes, Marion er branchens bedste. Hun bringer ynde til alt, hun laver, men er samtidig meget menneskelig. Når hun portrætterer en karakter er det, som om publikum har et spejl foran sig og kan se elementer af sig selv i hende«.

7. Om det bedste og værste ved at arbejde i Skotland:
»Whisky og whisky«.

Læs også: Vores bud på vinderne af årets Cannes-festival

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af