Instruktion: James Ponsoldt. Medvirkende: Jason Segel, Jesse Eisenberg, Anna Chlumsky, Mamie Gummer. Dansk premiere uvis.
Tre trailer-tanker:
1) Jason Segel har tidligere flirtet med indiefilmen i Duplass-brødrenes fine ’Jeff, Who Lives at Home’, men har samtidig haft travlt med at tilsøle eget navn i Cameron Diaz-fadæserne ‘Bad Teacher’ og ’Sex Tape’. Med ’The End of the Tour’ forsøger han lig komediekollegaerne Jonah Hill (’Moneyball’, ’The Wolf of Wall Street’) og Seth Rogen (den kommende ’Steve Jobs’) at tage skridtet mod et definitivt dramatisk gennembrud.
2) I James Ponsoldts Sundance-hit portrætterer han forfatteren David Foster Wallace, der i hyldede mammutværker som ’Infinite Jest’ satiriserede over den amerikanske populærkulturs fremmedgørende tomhed. Samtidig kæmpede han en udmagrende kamp mod egne dæmoner, et slag, han tabte i 2008, hvor han hængte sig selv. Filmen fokuserer dog ikke på Wallaces endeligt, snarere hans lige dele farvestrålende og dunkelt selvdestruktive sind, som det lod sig udfolde i en fem dage lang pressetur med journalisten David Lipsky (Jesse Eisenberg).
3) Dømt ud fra traileren er Ponsoldts biografi en afdæmpet, eksistentialistisk road movie med fokus på det umage par, Wallace og Lipsky, et koncept, der er svært at sælge i en forsimplende trailer. Men kemien mellem Segel og Eisenberg – den ene dovent tilbagelænet, den anden hysterisk emsig – virker fortrinlig, mens Ponsoldt på papiret er den ideelle formidler af Wallaces sprællevende kobling af alvor og komik. Han stod senest bag den glimrende coming of age-film ’The Spectacular Now’.
Læs også: Her er Sundance-filmene, du bør glæde dig til
Læs også: Se tre klip fra Joachim Triers Cannes-film ‘Louder Than Bombs’