1. Adrian Grenier (Vincent Chase)
I ’Entourage’: Grenier spiller ’Entourage’-slængets frontfigur, Vincent Chase, en good-looking, men forbløffende farveløs poster boy, der lander titelroller i James Cameron-storfilm, selv om han ikke ejer en flig af karisma.
Siden da: Eftersom Grenier var rimelig utroværdig som forgudet Hollywood-stjerne i ’Entourage’, er det ikke overraskende, at skuespilleren aldrig har været i nærheden af Chases stjernestatus i det virkelige liv. Han medvirkede godt nok i ’The Devil Wears Prada’ over for Anne Hathaway og Meryl Streep i 2006, men efter ’Entourage’s punktum i 2011 har det været sparsomt med de prominente roller.
Seneste film på CV’et er det postapokalyptiske indie-drama ‘Goodbye World’, der fik en hård medfart af de amerikanske kritikere, mens eneste titel på bedding er komedien ’Sex, Death, And Bowling’, hvor han spiller over for Selma Blair (’Hellboy’).
Grenier har gjort sig mere positivt bemærket på dokumentarfilmfronten, hvor han har instrueret ’Teenage Paparazzo’ om den rådne celebritykultur og ’Shot in the Dark’ om sin søgen efter sin biologiske far (pudsigt nok lagde han også stamtræ til et afsnit af ’Finding Your Roots’). I skrivende stund producerer han den miljøbevidste dokumentar ’52: The Search for the Loneliest Whale’, der er delvist finansieret af den ligesindede miljøaktivist, Leonardo DiCaprio.
2. Kevin Connolly (Eric)
I ’Entourage’: Connolly inkarnerer Chase-slængets illusionsløse islæt, dødbideren E., der både er superstjernens barndomsven og manager.
Siden da: Selv om Connolly overraskende høstede en Golden Globe-nominering for sin præstation i ’Entourage’ (han er i bedste fald tilforladelig), har hans skuespilkarriere siden HBO-serien været mindre misundelsesværdig. Han medvirkede i den kortlivede seriefiasko ’Friends With Better Lives’ over for James Van Der Beek samt i Sylvester Stallone-ensemblefilmen ’Reach Me’, der indløste medlemskab i den lidet attråværdige 0 %-klub på kritikersitet Rotten Tomatoes.
Til gengæld tyder noget på, at Connolly har fået smag for instruktørgerningen, efter han stod bag et par ’Entourage’-afsnit i seriens døende faser. Han varmer aktuelt instruktørstolen på to kommende spillefilm, ’Dear Eleanor’ om to teenagepigers forsøg på at lokalisere Eleanor Roosevelt under Cuba-krisen og ’The Wright Girls’ om et par rivaliserende skuespillerinder, der kæmper med næb og klør om samme filmrolle. Jessica Alba, der kan opleves på cameo-visit i både serien og filmen ’Entourage’, medvirker i begge.
3. Kevin Dillon (Johnny ’Drama’ Chase)
I ’Entourage’: Dillon spiller Vincents ældre halvbror, den talentløse b-skuespiller Johnny Chase med tilnavnet Drama, der blandt andet forsøger at suge en formue ud af sin lillebror for at få implantater i læggene (!).
Det var næppe tilfældigt, at Wahlberg og co. castede Dillon som den mindre succesfulde Chase, for som Matt Dillons bror kender Kevin alt til følelsen af familiært mindreværd fra virkelighedens rammer.
Siden da: Ironisk nok lykkedes det Kevin Dillon at bryde ud af sin brors skygge med rollen som Johnny Drama, der sikrede ham tre Emmy-nomineringer i streg fra 2007 til 2009. Skuespilleren har dog ikke formået at følge op på succesen i HBO-serien, selv om den næste letbenede komedieserie ventede på ham umiddelbart efter sidste afsnit. ’How To Be a Gentleman’ lagde sig i bunden af ratings-barometret og halsede sig kun gennem ni afsnit, inden den fik øksen af CBS.
Dillon har også medvirket i thrilleren ’Compulsion’ med Heather Graham og Carrie-Anne Moss samt hackerthrilleren ’The Throwaways’. Du er tilgivet, hvis de ikke siger dig noget.
4. Jerry Ferrara (’Turtle’)
I ’Entourage’: Som den dameglade, fedladne player Turtle, der havde striket ud på alt med en puls, hvis han ikke var ven med en Hollywood-stjerne, danderer Ferrara omkring i L.A. under Chases gavmilde gaveregn.
Siden da: Trods sin papirtynde karakter i ’Entourage’ er Ferrara den skuespiller i Chase-slænget, der har oparbejdet det mest iøjnefaldende CV efter ottende sæsons svanesang. Den 1 meter og 63 centimeter høje skuespiller smed det overflødige flæsk i slutningen af HBO-serien og har efterfølgende medvirket i de tanketomme testosteronbomber ’Battleship’ og ’Lone Survivor’, sidstnævnte over for ’Entourage’s executive producer, Mark Wahlberg.
Han dukker også op i ’Think Like A Man’ og ’Think Like A Man Too’ over for Kevin Hart samt det filmiske plejehjem ’Last Vegas’ med Robert De Niro, Morgan Freeman, Kevin Kline og Michael Douglas som gamblende bedstefædre med fut i.
5. Jeremy Piven (Ari Gold)
I ‘Entourage’: Som superagenten Ari Gold med et beskidt mundtøj konstant på gled er Jeremy Piven seriens uomtvistelige es, en tikkende bombe med et utømmeligt våbenkammer af verbalt skyts. Det lader ikke til at være gået nogen næsen forbi, for også i filmen indtager Gold en central rolle.
Siden da: Foruden en fin karriere på Broadways teaterscener har Piven modtaget store roser for sin præstation i PBS-serien ‘Mr. Selfridge’, hvor han spiller titelrollen som den flamboyante forretningsmand, der introducerede shopping som fritidsaktivitet i Storbritannien. På filmfronten har Piven blandt andet medvirket i ‘Sin City: A Dame to Kill For’ foruden den vellykkede sci-fi-film ’Edge of Tomorrow’ med en tidsbøjende Tom Cruise.
Han er ligeledes på rollelisten i Spike Lees kommende Amazon-musical ’Chiraq’ om The Windy Citys eskalerende kriminalitetsrate (titlen er en sammentrækning af ’Chicago’ og ’Iraq’).