Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg er gået hånd i hånd fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og hele vejen til Hollywood. Og nu ser det ud til, at den danske manuskriptduo bag successer som ’Kongekabale’, ’En kongelig affære’ og ’Mænd der hader kvinder’ (de to første instrueret af Arcel selv) får deres helt store amerikanske gennembrud.
Således har Arcel og Heisterberg forfattet manuskriptet til ’RFK’, en stort anlagt biopic om John F. Kennedys yngre bror, Robert, der blev dræbt i 1968 på et tidspunkt, hvor han lignede den næste demokratiske præsidentkandidat. Matt Damon, der spiller titelrollen i filmen, hyrede selv de danske manuskriptforfattere.
»Det har været et drømmeprojekt og en kæmpe udfordring at skrive«, udtaler Arcel i en pressemeddelelse. »Lykkeligvis er alle glade for det endelige resultat. Matt Damon og hans producer Jennifer Todd er nogle af de skarpeste og mest nede på jorden samarbejdspartnere, vi har mødt herovre«.
’RFK’ indleder efter planen optagelser i 2016, i kølvandet på at Matt Damon har indspillet den fjerde film om agenten Jason Bourne. Om Arcel, der for få uger siden blev tilknyttet filmatiseringen af Stephen Kings ’The Dark Tower’, også skal instruere vides endnu ikke.
Filmen bliver ikke den første, der er lavet om Robert Kennedy. Emilio Estevez’ ‘Bobby’ fra 2006 var således en ensemblehistorie om den dag, politikeren blev myrdet.
Læs også: Matt Damon er stadig strandet i det ydre rum i Ridley Scotts ‘The Martian’
Læs også: Ben Affleck og Matt Damons futuristiske thriller-serie får grønt lys