Det lød som et meget usædvanligt projekt fra en af Europas allerstørste instruktører, da Michael Haneke lancerede sin opfølger til mesterværket ‘Amour’: En film om mennesker, der fandt hinanden på nettet og mødtes til en flashmob.
Og måske har 73-årige Haneke været for meget på udebane med en film, der tager afsæt i moderne teknologi. Nu har østrigeren i hvert fald, ifølge Le Parisien, droppet projektet uden at give en nærmere begrundelse. Tidligere blev ‘Flashmob’ forsinket, fordi Haneke ventede på, at en bestemt skuespillerindes kalender kunne gå op.
Heldigvis er instruktøren bag film som ‘Bennys video’, ‘Pianisten’, ‘Caché’ og ‘Det hvide bånd’ nu i gang med at researche til en ny historie, der ligesom ‘Amour’ skal foregå i Frankrig.
Heller ikke dette projekt vil den hemmelighedsfyldte Haneke dog endnu røbe noget om.