Den amerikanske tv-station Lifetime er kendt for at producere melodramatiske b-dramaer uden et gran af selvironi, men det laver de om på med ’A Deadly Adoption’, hvor komikerne Kristen Wiig og Will Ferrell har fået grønt lys til at parodiere Lifetime-formlen på netværkets egen hjemmebane.
Tv-filmen omhandler en lille, lykkelig familie, der splittes op indefra, da de inviterer en ung, højgravid kvinde ind i deres hjem.
Synet af Wiig og Ferrell som simple, ærkeamerikanske småborgere er slet og ret absurd, men i traileren fremstår parodien alligevel nedtonet: Skiftede man de to hovedrolleindehavere ud med ukendte ansigter, ville ‘A Deadly Adoption’ givetvis fremstå som endnu en dilettantisk Lifetime-tåreperser i rækken.
Det indikerer, at Ferrell og Wiig holder sig for gode til at latterliggøre og garnerer spoofen med et kærligt glimt i øjet.
‘A Deadly Adoption’ får premiere den 20. juni på Lifetime.
Læs også: Will Ferrells geni gennem 11 overrumplende klip
Læs også: Colbert, Scorsese, Ferrell: Grin og gråd med 10 uforglemmelige afgangstaler