Scorsese, Will Ferrell, Colbert: Grin og gråd med 10 uforglemmelige afgangstaler

Scorsese, Will Ferrell, Colbert: Grin og gråd med 10 uforglemmelige afgangstaler

De amerikanske universiteter har gjort det til en tradition at invitere kendte personligheder som talere til studenternes dimission. Det er en fascinerende genre med plads til både vilde jokes, personlige udkrængninger og sobre livslektioner.

Friheden udspringer af talesituationens splittelse mellem fortid og fremtid, minder og nostalgi. Her i sæsonen for dimissioner har vi samlet et udvalg af de bedste afgangstaler leveret af film- og tv-personligheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Stephen Colbert, Knox College, 2006

Stephen Colbert er bredt anerkendt som afgangstalens ukronede konge og ikke uden grund: Den kommende ’Late Show’-vært er en gudsbenådet ironiker, der forstår at tale til et begavet, ungt publikum.

Hans afgangstale på Knox College i 2006 er særligt interessant, fordi talkshowværten indleder med en sjælden metarefleksion over sin personlighedsspaltning. Den mellem mediepersonaen Stephen Colbert (fransk endelse) og den virkelige Stephen Colbert (amerikansk endelse).

»Jeg er i tvivl om, hvem I inviterede til at tale her I dag«, siger han. »Så med jeres tilladelse vil jeg bare begynde at tale og lade jer finde ud af det«.

Vigtigst af alt behersker Colbert den blanding af dybtfølt alvor og afvæbnende ironi, der er grundstenen i afgangstalen. Han opfordrer studenterne til at møde virkeligheden med oprejst pande og sige ’ja’ så ofte, de kan. Til jobs, udfordringer og oplevelser. Til de uvurderlige erfaringer, der former en som person. Og til at være på fjernsynet i bedste sendetid.

»Det bedste råd, jeg kan give jer, er at få jeres eget tv-show. Du tjener godt, timerne er fornuftige, og du er berømt. Og på et tidspunkt vil nogle flinke folk give dig en doktorgrad, uden at du har lavet en rygende fis«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Conan O’Brien, Harvard University, 2000

Conan O’Brien leverede i 2000 en af de bedste afgangstaler i nyere tid, en humoristisk tour de force i selvironiens disciplin. Han er en oplagt afgangstaler, fordi han på den ene side har opnået sine mål, på den anden har gennemlevet et væld af personlige nedture for at nå dertil.

Selvironien fungerer både som en menneskeliggørelse af den berømte taler samt som et vidnesbyrd om, at hjerteskærende skuffelser er uundgåelige på vejen mod succes. O’Brien slammer blandt andet et af sine tidlige tv-shows med forrygende vid: »Da piloten blev sendt, var den det næstlavest ratede tv-show nogensinde. Den lå faktisk lige med et testmønster, de viste oppe i Nova Scotia«.

‘Succes’ er et nøgleord i afgangstaler og i særdeleshed på Harvard, USA’s ældste og mest prestigefulde universitet. O’Brien udfordrer ikke uddannelsesstedets værdisæt, men nuancerer den forkromede forestilling om succesens lyksalighed ud fra egne erfaringer: »Succes er som en hvid smoking… Du er lykkelig, når du får den, men efterfølgende er du bange for at gøre den beskidt, at ødelægge den på nogen måde«.

O’Briens tale er en retorisk kraftpræstation, fordi den ophøjer mindet om uddannelsestiden, der fortoner sig, og samtidig indgyder mod i de studerende i mødet med fremtidens udfordringer – uden at miste jordforbindelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Jon Stewart, College of William and Mary, 2004

Stewarts tale er nært beslægtet med O’Briens med den væsentlige forskel, at den afgående ’The Daily Show’-vært tilføjer en udtalt politisk dimension. Han lader talen udvikle sig fra det personlige til det kollektive plan, idet han erklærer sin tillid til tilhørernes generation som en fordærvet verdens redningsmænd og -kvinder.

»Vi ødelagde den«, siger han om jordens tilstand og giver efterfølgende tilhørerne ansvaret for at reparere skaderne.

Stewarts tale er dog primært mindeværdig for den urkomiske beskrivelse af talkshowværtens år som studerende, bl.a. da han fortæller, hvordan han mistede sin mødom, »kun for at få den tilbage efter appel«. Man mærker, at den retoriske sværvægter taler til sit kernepublikum, for han har tilhørerne i et jerngreb fra første til sidste ord.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Joss Whedon, Wesley University, 2013

’The Avengers’-instruktøren drev gæk med genrens konventioner i en usammenhængende, stream-of-consciousness-agtig indledning, hvor han tilmed udbasunerede tilværelsens triste realiteter på en festdag: »You are all gonna die«.

Modsat de øvrige afgangstalere fokuserer Whedon ikke på sig selv, men retter sit udelte fokus mod de studerende foran sig. I et ekko af Jon Stewart konstaterer han, at vi har ødelagt verden, inden han i en højtravende afslutning pålægger de studerende ansvaret for at forme verden ved at leve deres liv fuldt ud.

»Vær den anden ting forbundet med døden. Vær livet. Lev hele dit liv. Forstå det, se det, sæt pris på det. Og hav det sjovt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Peter Dinklage, Bennington College, 2012

Alene Dinklages fysiske fremtoning indikerer, at skuespilleren er født i bidende modvind, men han har ikke desto mindre opnået sine mål. Kombineret med hans sarkastiske vid gør den kendsgerning ham til en født afgangstaler.

Han opfordrede de studerende til at give sig selv tilladelse til at fejle, som han selv gjorde det i sine slut-20’ere, hvor han opsagde sit arbejde og forfulgte sin drøm som skuespiller – koste, hvad det ville.

»Verden vil måske sige til jer, at I ikke må gøre det. Jeg ventede lang tid på verdenen, før jeg selv gav mig tilladelse til at fejle. Lad være med at spørge. Lad være med at fortælle verden, at du er klar. Vis det. Gør det«.

På den måde er det en konventionel afgangstale, sympatisk og lettere sentimental, men man fornemmer, at de verbale strygere spiller fra et inderligt sted.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Robert Rodriguez, University of Texas, 2009

»Hook ’em, Horns! Hook ’em, Horns! Hook ’em, Horns!«

Sådan afslutter Robert Rodriguez sin flammende texanske afgangstale fra 2009, et vitalt og flabet opgør med genrens forskrifter. Udtryk som ovenstående er trods alt ikke hverdagskost for akademiske bogorme (selv om det dog er University of Texas’ slogan).

Med en smagløs kombination af cowboyhat og traditionel kjolebeklædning vendte Rodriguez landets pauvre økonomi i 2009 til studenternes fordel. Det er en velsignelse ikke at kende fremtiden, siger han, fordi man dermed ikke ved, hvad man ikke kan. Det giver friheden til at forfølge sine mest vanvittige impulser.

Det gjorde Rodriguez selv, da han satte sin uddannelse på stand-by og lavede b-filmen ’El Mariachi’ i 1992 for egne hårdt optjente skillinger. Mod alle odds blev det et stort hit, og tre år senere instruerede texaneren Antonio Banderas og Salma Hayek i opfølgeren ’Desperado’ – nu med et Hollywood-budget i ryggen.

Rodriguez’ sprog er mindre formfuldendt end den gennemsnitlige afgangstalers, men heri ligger også en ærlighed, en insisteren på at være sig selv uanset rammerne. Og hans afsluttende udbrud tager stikket hjem.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Amy Poehler, Harvard University, 2011

Afgangstalere adresserer ikke blot til de dimitterende studerende, de taler ligeledes på vegne af institutionen. Derfor besidder talerne ofte et konservativt præg, et ønske om at bevare universitetets højt besungne værdier.

Det sked Amy Poehler dog på, da hun troppede op på Harvard med budskabet om, at det traditionsrige universitet er et ynglested for forkælede møgunger. Normalt understøtter afgangstalens selvironi ønskværdigheden af succes via en markeret afstand mellem den succesfulde taler og hans/hendes taberpersona, men Poehlers ord indeholder en reel bekymring over de studerende besættelse af succes. Hun hylder den menneskelige kontakt.

»Prøv at sænke jeres iPhones i ny og næ og kig på folks ansigter. De vil fortælle jer utrolige ting. Fx om de er sure, har kvalme eller er faldet i søvn«.

Hun citerede efterfølgende omkvædet fra Outkasts’ ‘Hey Ya’ – uden indlysende grund.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Will Ferrell, Harvard, 2003

Afgangstalens historie er rig på tågede talere – fra Ali G til Kermit the Frog – og Will Ferrell sluttede sig øjeblikkeligt til feltet, da han lagde fra land med en crazy-komisk, usammenhængende talestrøm om Star Trek og Mass Boat Shows.

Han sagde efterfølgende, at han intet havde til fælles med de studerende, fordi han i sin tid var blevet afvist af Harvard. Efter et par klassisk Ferrell’ske udbrud mod institutionen (»Damn you, Harvard! Damn you!«), hævdede han, at han i stedet var blevet optaget på livets skole, the School of Hard Knocks. Og han gav selv de studerende et hårdt slag, da han afrundede sin tale med en vidunderligt sortseerisk salme:

»Dust in the wind, you’re so much more than dust in the wind. Dust in the wind, you’re shiny little very smart pieces of dust in the wind«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Martin Scorsese, New York Tisch School of Arts, 2014

»Lad være med at følge jeres drømme«.

Sådan lød Martin Scorseses ord til studenterne fra New York Tisch School of Arts, som han selv dimitterede fra i 1966. Mesterinstruktørens pointe var, at drømme kun opstår, når man sover, og man skal være vågen for at nå sine mål.

Som det sig hør og bør i genren delte han sine personlige erfaringer med budskabet om, at nederlag skal bruges som inspiration. Det formåede han selv, da han modtog en stikpille af rang fra en af sine første kritikere: »Hvis jeg så blot en smule talent i dig, ville jeg fortælle dig det. Men det gør jeg ikke«.

De barske realiteter uden for universitetets polstrede rammer vil uundgåeligt føre skuffelser med sig, men bearbejdes de konstruktivt, er de blot skridt på vejen mod succes. Det er således tvivlsomt, om kritikeren stadig syntes, Scorsese var talentløs efter ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. David Foster Wallace, Kenyon College, 2005

Den afdøde forfatter David Foster Wallace, hovedpersonen i James Ponsoldts kommende biografi ’The End of the Tour’, var både en sproglig ekvilibrist og en skarp analytiker af det amerikanske samfunds fremmedgørelse. Hans afgangstale på Kenyon College i 2005 er gået over i historien som en af de bedste.

Han tager udgangspunkt i et simpelt billede: En ældre fisk svømmer forbi to unge fisk og spørger: »Godmorgen, drenge, hvordan er vandet?« De unge fisk kigger på hinanden og spørger: »Hvad helvede er vand?«

Wallace benytter billedet til at beskrive tanken som et individuelt valg. Vores default-setting, siger forfatteren, er indadvendt og selvcentreret, og er vi ikke i stand til at vriste os fri af den, vil vi segne hen som slaver af vores egne tanker, opslugt af ensomhed.

Vores opgave som åndende, tænkende mennesker er at flygte fra det naturlige tomrum og med hjerte og sjæl gå op i det og dem, der er omkring os. Vandet, vi svømmer i.

Med tanke på, at Wallace begik selvmord tre år efter talen, er det svært at holde tårerne tilbage, når man genopfrisker hans udødelige ord.

Læs også: 10 af Jon Stewarts bedste øjeblikke som ‘The Daily Show’-vært

Læs også: Stephen Colbert for let øvede

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af