1. 9/11-monologen
Der var ikke lagt op til lette dage på kontoret, da de berørte amerikanere vendte tilbage til hverdagen i kølvandet på World Trade Center-tragedien i 2001. Ej heller for den New York-baserede talkshowvært, Jon Stewart. Men Stewart håndterede situationen med den helt rette balance mellem alvor og komik, da han indledte showet med bævende stemme, men langsomt gik over til at nuancere nyhedsbilledet med skarpe baggrundsanalyser og helende grin. Meta-refleksionen over det satiriske talkshows funktion og mission tjente med stor effekt som fundament for Stewarts værdiladede monolog.
2. Indecision 2000
Kort efter Jon Stewart indtrådte i ‘The Daily Show’s værstrolle eskalerede den politiske turbulens i USA som følge af det skandaleombruste præsidentvalg mellem George Bush og Al Gore. Stewarts dækning af Bushs tvivlsomme svingstatssejr over Gore var et vigtigt skridt i ’The Daily Show’s vej til indflydelse i den politiske debat, og serien dannede skole for fremtidige indslag i talkshowet. Reporterholdet omkring årtusindeskiftet var bestemt heller ikke til at kimse af med Stephen Colbert og Steve Carrell som spydspidser.
3. Dick Cheney
Man kan mene, at det er billige point at gå i flæsket på Dick Cheney, for den skydegale eks-vicepræsident er om nogen et let offer. Ikke desto mindre har Stewarts verbale overgreb på Cheney ofte hørt til højdepunkterne i ’The Daily Show’, ikke mindst, da Stewart i ramme alvor kaldte Cheneys sind »the scariest fucking place in the universe«.
En lang række ‘The Daily Show’-udsendelser, heriblandt Cheney-indslagene, er kun tilgængelige fra amerikanske ip-adresser, men ovenfor får du om ikke andet et kort indblik i den tidligere vicepræsidents ‘My Little Pony’-plagede sind.
4. Glenn Beck-parodien
Da Glenn Beck luftede sine anti-Obama-konspirationsteorier på den republikanske højborg FOX, pegede alt i sol og måne på, at han ville få den latterliggørende Stewart-behandling i ’The Daily Show’. Og det var præcis, hvad der skete. Stewart leverer en knivskarp parodi på Becks maniske monologer, idet han sammenstykker sine egne konspirationsteorier på tavlen – og hævder, at den amerikanske regering styrer, hvornår man må masturbere, ved at indsætte chips i borgernes hjerner.
Sørgeligt nok er parodien ikke så overdrevet, som man skulle tro.
5. ‘Rally to Restore Sanity’
Ikke mange vidste, hvad Stewarts ’Rally to Restore Sanity’ helt konkret drejede sig om, men få var i tvivl om, at der var behov for den. I en tid med Tea Party og anti-9/11-konspirationsteoretikere på forsiderne var tiden inde til at fremmønstre en modreaktion mod dem, der råber højest i det amerikanske samfund. For de råber sjældent andet end snæversynede vederstyggeligheder.
Som parodi på Glenn Becks patriotiske ’Restoring Honor’-arrangement og tilkoblet Colberts parodiske pendant ,’March to Keep Fear Alive’, må ’Rally to Restore Sanity’ betegnes som en sylespids stikpille til den republikanske yderfløj. Således har Stewart også uden for ’The Daily Show’-studiets rammer påvirket den politiske debat i USA.
6. CNN
Blandt Stewarts yndlingsofre er 24-timers nyhedskanalerne med CNN i spidsen. Gang på gang har talkshowværten latterliggjort kanalernes desperate forsøg på at fylde fladen ud med en stadig strøm af ligegyldige informationer og sensationshungrende journalistik. Et af de bedre eksempler i de seneste år er det hysterisk morsomme indslag om CNN’s dækning af den malaysiske flykatastrofe, hvor akavede eksperter opridser flyets tekniske specifikationer ned til vingefang og motortype – foran de tåbeligste 3D-animationer i nyhedsjournalistikkens historie.
7. Head-to-head med Bill O’Reilly
Stewarts tilbagevendende face offs med Bill O’Reilly er efterhånden blevet et af ‘The Daily Show’ varemærker. ‘The O’Reilly Factor’-værten har fået en trofast fanskare ved at tale frygtens sprog på Fox’ sendeflade, men jo flere sejl han sætter til i sin polariserende retorik i duellerne med Stewart, jo mere udstiller han sin egen uvidenhed.
The Daily Show-satirikeren lever og ånder for sammenstødene med sine frenemies på Fox, og han har velsagtens aldrig forladt en O’Reilly-debat uden først at have tørret gulvet med ham.
8. ‘Guantanamo Baywatch’
På Guantanamo-basen – hvor Genève er en by i Rusland – udpensles den konfrontatoriske ‘os-og-dem’-mentalitet, der har hersket i adskillige årtier i amerikansk udenrigspolitik. Derfor er basen i sagens natur oplagt stof for Stewart. I serien ’Guantanamo Baywatch’ maltrakterede satirikeren de etiske overvejelser – eller manglen på samme – bag Guantanamo og kritiserede den amerikanske præsident Barack Obama for at bryde løftet om at lukke basen. I et mindeværdigt moment hiver Stewart en Elmo-dukke ved navn Gitmo i studiet for at kommentere på de seneste nyheder fra Guantanamo.
9. BP’s olieudslip
Olieudslippet på den amerikanske golfkyst havde sine åbenlyse skurke. Ikke mindst pegede pilen i retning af BP, men energiselskabet nægtede at påtage sig en flig af skylden, hvilket var komisk nok i sig selv. Stewart rettede det satiriske skyts mod BP i sine skarpe indslag om miljøkatastrofen, hvor politikere og medier også blev trukket ind i skudlinjen.
10. ‘Race/off’
Det seneste højdepunkt i rækken af mindeværdige Stewart-momenter tog Ferguson-miseren under lup. Med tanke på værtens humanistiske værdisæt er det inter under, at Stewart i de seneste måneder har brugt en stor del af sendefladen på at italesætte racespændingerne i USA. ’Race/off’-monologen er særligt stærk, fordi den udvikler sig til et frontalangreb på de anakronistiske fordomme under samfundets overflade, en åbenhjertig opsang til alle og enhver med fødderne plantet i en reaktionær fortid.
Selv om den arrige monolog udstyres med et par punchlines undervejs, nedbryder satirikeren her den sædvanlige ironiske distance og betoner sin personlige smerte på vegne af et samfund i opløsning.
Læs også: Se vores bud på Jon Stewarts afløser
Læs også: Jon Stewart forlader ‘The Daily Show’ – se videoen, hvor han annoncerer det