Trailer: Will Ferrell og Mark Wahlberg går i krig mod hinanden i ‘Daddy’s Home’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Sean Anders, John Morris. Medvirkende: Will Ferrell, Mark Wahlberg, Linda Cardellini. Dansk premiere uvis.

Tre trailer-tanker:

1. Sidst Will Ferrell og Mark Wahlberg slog pjalterne sammen, var resultatet den gedigent morsomme buddy cop-komedie ’The Other Guys’ med Ferrell som paradoksal kvindebedårer og Wahlberg som retskaffen alvorsmand. Kemien mellem skuespillerne sad i øjet, fordi den normalt sammenbidte Wahlberg strålede i kontrasten til Ferrells herligt hysteriske humor. Spørgsmålet er, om de kan finde samme melodi i ’Daddy’s Home’?

2. Her finder skuespillerne stridsøksen frem i en indædt kamp om deres børns gunst. Ferrells stedfar elsker børnene, som var de hans egne, men når de tegner familiebilleder, placerer de ham i hjørnet med, bogstaveligt talt, lort på hovedet. Konkurrencen er derfor skarp, da Wahlberg som deres biologiske far – med markerede mavemuskler og tilbagestrøget rockstjerne-hår – invaderer familiens hjem og byder Ferrell op til dans i en eskalerende charmeoffensiv.

3. ’Daddy’s Home’ har umiddelbart mere til fælles med ’Step Brothers’ end ’The Other Guys’ med sin simple præmis om et par infantile voksnes karikerede tvekamp. Traileren byder på hit & miss-komik for fuld udblæsning med Ferrells alternative half court-skud i pausen af en NBA-kamp som et indlysende højdepunkt. Yder smagsprøven det færdige produkt retfærdighed, er det dog kriminelt, så lidt meningsfuld skærmtid ‘Freaks and Geeks’- og ’Bloodline’-skuespilleren Linda Cardellini gives som kvinden i de to stridshaners liv.

Læs også: Will Ferrells geni gennem 11 overrumplende klip

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af