01. Angelina Jolie
Det er ingen hemmelighed, at action aficinadoer som Jackie Chan, Harrison Ford og Arnold Schwarzenegger har lavet deres egne stunts i årtier. Men vidste du, at også Angelina Jolie har haft en forkærlighed for det farlige arbejde siden sine ‘Tomb Raider’-dage?
Jolies fortid som Hollywoods wild child taget i betragtning, er det måske ikke så overraskende igen, at den nu 40-årige skuespillerinde hverken er bleg for at tillære sig krævende kampsportsgrene, kaste sig igennem døre eller balancere på toppen af højhuse (alle for filmen ‘Salt’).
I Disneys ‘Maleficent’ fra sidste år udførte Jolie ligeledes sine egne stunts, der blandt andet indebar scener med skuespillerinden suspenderet ‘flyvende’ i luften fra stålkabler.
02. Daniel Craig
Selvfølgelig laver James Bond da sine egne stunts. Det manglede bare. Daniel Craig har udført flere utrolige stunts i de tre James Bond-film, vi indtil videre har set ham i, deriblandt hvad Radio Times har kåret som det bedste Bond-stunt nogensinde, i ‘Casino Royale’.
Stuntet er naturligvis fra filmens hæsblæsende åbningsscene (se ovenfor), hvori Daniel Craig jagter en forbryder på en byggeplads, og ender med at springe fra kran til kran, svimlende højt over jorden.
»Det var vigtigt for mig at lave så mange af mine egne stunts som muligt for autenticitetens skyld. Jeg kom ikke bare i god form for at smide skjorten«, har Craig fortalt. Bevares.
03. Jason Statham
Han var hylende morsom som den storskrydende pralhals Rick Ford i agentkomedien ‘Spy’, men virkelighedens Jason Statham er skam en vaskeægte hård negl. Statham har lavet sine egne stunts siden starten af sin karriere, hvor han ofte arbejdede på små produktioner uden penge til green screen tricks og stuntmænd.
På optagelserne til actionfilmen ’The Expendables 3’ var det dog nær gået galt for den energiske englænder: I en scene skulle Statham køre en lastbil i høj fart, stoppe den, for så at stå ud og affyre sit våben. Men lastbilen stoppede ikke, og kørte i stedet ud over en kaj og i havet, med Statham siddende bag rattet. Skuespilleren måtte kæmpe sig ud af førerhuset og svømme op til overfladen mens lastbilen sank til bunds under ham.
04. Kristen Stewart
Kristen Stewart udførte de fleste af sine relativt beskedne ’Twilight’-stunts selv, men noget mere imponerende er det, at skuespillerinden gentog processen på settet til actioneventyret ’Snow White and the Huntsman’. Stewart fortalte senere om optagelserne:
»Instruktør Rupert Sanders smed mig ud fra klipper og fik mig til at vade igennem iskoldt muddervand. Men det ser cool ud. Jeg kan faktisk læse ubehaget i mit ansigt i de scener.«
Skuespillerinden overvandt også sin frygt for heste, da meget af filmen foregik på hesteryg, ligesom hun lærte at svinge eget sværd.
05. Christian Bale
Når Christian Bale ikke råber sig hæs af uagtsomme lysmænd på filmsettet, bruger han ofte kræfterne på at udføre sine egne stunts. I rollen som Batman/Bruce Wayne i Christopher Nolans ’Dark Knight’-trilogi sparkede, slog og hoppede Bale sig igennem langt de fleste af sine actionscener, ligesom han også i krigsdramaet ’Rescue Dawn’ selv stod bag så mange stunts, filmholdet ville tillade.
Skuespillerens mest bemærkelsesværdige stunt må dog siges at være det ekstreme vægttab, den i forvejen slanke Bale undergik for sin rolle i ’The Machinist’: 30 kilo røg der af vægten, som følge af en diet af kaffe og æbler.
06. Chloë Grace Moretz
Purunge Chloë Grace Moretz fik mangen producer til at svede tran, da hun insisterede på at udføre adskillige af sine egne stunts i rollen som den livsfarlige Hit Girl i ‘Kick Ass’-filmene. I en alder af bare 11 år.
Med en kombination af barnlig begejstring og utilsløret vovemod lykkedes det Moretz at træne op til en lang række barske stunts, skønt en stuntkvinde stod klar i kulissen til at overtage i de farligste scener.
I videoen her fortæller Moretz selv om sine ‘Kick Ass’-stunts, og en tydeligt smånervøs second unit-instruktør ser på, mens pigen jonglerer en springkniv som var det en kuglepen.
07. Viggo Mortensen
Vor landsmand Viggo Mortensen (okay, halvt landsmand) er naturligvis en varmblodet viking når det kommer til stuntarbejde. På optagelserne til både ’Hidalgo’ og ’Ringenes Herre’ udførte Mortensen dermed alle sine egne stunts, med blandt andet brækkede ribben og tæer til følge. Fortjenesten? Sværdmester Bob Andersen på ’Ringenes Herre’ kaldte Mortensen for »den bedste fægter, jeg nogensinde har trænet«.
08. Matt Damon
Det kom bag på en del, da Matt Damon, den pæne unge mand fra ‘Good Will Hunting’, i sin tid sprang ud som actionhelt i ‘Bourne’-filmene. Men hvad der i endnu højere grad overraskede publikum var imidlertid, at Damon også mestrede flere af sine egne stunts i rollen som agenten Jason Bourne.
Damon var allerede bekendt med stuntarbejde fra både ‘Saving Private Ryan’ og ‘Courage Under Fire’, men Bourne-scenerne testede alligevel skuespilleren med voldsomme bilsammenstød og navnlig denne barske undervandsscene i ‘The Bourne Supremacy’, der efterfølgende gav Damon druknemareridt.
09. Tom Cruise
Når man taler om nyere skuespilleres fysiske vovemod, kan man naturligvis ikke komme uden om Tom Cruise, den ukronede konge af egne utrolige filmstunts. Den nu 53-årige superstjerne har, for blot at nævne nogle få, mindeværdige stunts, klamret sig til et lettende fly, kørt vanvidsræs på motorcykel og holdt vejret i seks (!) minutter under vand i ‘Mission: Impossible 5’ alene.
Han har ligeledes firet sig ned af verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai i ‘Mission: Impossible 4’ og dinglet fra Utahs klippebjerge i ‘Mission: Impossible 2’. Cruise er muligvis en sær nød. Men han er en uforligneligt sej en af slagsen.
Læs også: Narko hos Netflix, politisk tumult hos HBO: Det skal du streame i august