Det er ikke kun Jared Leto, som med sin outrerede Joker-rolle i ’Suicide Squad’ pt. skal forsøge at tage ejerskab over en karakter tidligere personificeret af afdøde Heath Ledger.
Nu er der nemlig endnu en film på vej om virkelighedens ’australske Robin Hood’ Ned Kelly, som Ledger spillede i filmen af samme navn tilbage i 2003 (overfor Orlando Bloom og Naomi Watts) – og som Mick Jagger ligeledes gengav på det store lærred i 1970.
Således forlyder det, at australieren Justin Kurzel, manden bag den imødesete ’Macbeth’ med Michael Fassbender og Marion Cotillard, er blevet tilknyttet filmatiseringen af forfatter Peter Careys prisvindende roman ’The True History of the Kelly Gang’.
Efter ’Macbeth’ blev modtaget med kyshånd af kritikerne på Cannes tidligere i år, har Kurzel solet sig som en kat på et varmt Hollywood-bliktag; i skrivende stund filmatiserer han computerspillet ’Assassin’s Creed’, der også har Fassbender og Cotlillard i de bærende roller, og derefter skal instruktøren videre til den psykologiske thriller ’Haven’, om skumle gerninger på en lukket afdeling.
Hvorpå turen altså så med al sandsynlighed kommer til bandelederen Ned Kelly, som døde ved hængning for sine sammenstød med loven i en alder af bare 25 år, i 1880. Om Kelly var en slags folkets arbejderhelt, eller en utilpasset bandit, diskuteres endnu i Australien.
Hvem der skal overtage Kellys kontroversielle støvler fra Heath Ledger (og Jagger) vides ikke endnu, men det skulle være overraskende, om ikke Kurzel vil pege på en yngre landsmand, når den tid kommer.