Efter det hurtige vådeskud ’Jobs’ fra 2013, hvor Ashton Kutcher portrætterede Apples medskifter og tidligere bestyrelsesformand, Steve Jobs, er der nu brugt mere tid på at lade og sigte geværet.
Tunge drenge, der er Jobs’ perfektionisme værdig, er hentet ind:
Instruktøren Danny Boyle (‘Trainspotting, ’Slumdog Millionaire’ og ’28 dage senere’), manuskriptforfatteren Aaron Sorkin (’The Social Network’ og ’Moneyball’) og den evigt dygtige Michael Fassbender i rollen som Steve Jobs. Han ledsages af et lige så stærkt hold skuespillere: Kate Winslet, Seth Rogen, Katherine Waterston og Jeff Daniels.
Filmen bygger på Walter Issacsons bestseller-biografi om Jobs, der tegnede et ærligt portræt af et arrogant og usympatisk menneske.
»Musicians play their instruments – I play the orchestra«, siger Fassbender som Jobs, og der er som bekendt koldt på toppen, når man med fokuseret manipulation ikke er bange for at træde på mennesker for at nå sit revolutionerende mål.
Filmen står til at ramme amerikanske biografer i oktober, imens der endnu ikke er nogen officiel dansk premieredato.