Tobias Lindholm er en af de mest interessante yngre stemmer i dansk film. Han var manuskriptforfatter på Thomas Vinterbergs ‘Submarino’ og ‘Jagten’, og så imponerede han med rå realisme som instruktør på fængselsfilmen ‘R’ (med Michael Noer) og kidnapningsdramaet ‘Kapringen’.
10. september er han aktuel med sin tredje film i det, han har kaldt en trilogi om desperate mænd i små rum. Her er rummet mere metaforisk end konkret, for i fokus er kompagnichefen Claus, som må tage en hård beslutning i Afghanistans Helmand-provins, som kommer til at forfølge ham på hjemlig grund, hvor hans kæreste og børn venter.
Claus spilles af Pilou Asbæk, der med ‘1864’ og ‘9. april’ i bagagen efterhånden er en erfaren soldat, og i de øvrige roller ses folk som Søren Malling, Tuva Novotny og Dulfi Al-Jabouri (fra ‘R’).
Kan Lindholm udfolde dramaet med samme intensitet som i sine forrige film, kan ‘Krigen’ blive en af årets danske filmhøjdepunkter.