I Marvels ‘The Avengers’ samarbejder universets superhelte om at redde jorden. Også i DC Comic og Warner Bros’ stærkt imødesete, kommende ‘Suicide Squad’ slår en gruppe særlige skabninger pjalterne sammen for at sikre fred på jord. Der er bare den lille forskel, at det her er superskurkene, der skal forsøge at lære, at der ikke er noget ‘I’ i ‘team’.
Den første trailer er netop frigivet under Comic-Con-festivalen i USA, og her får vi et fint indtryk af den stjernespækkede film instrueret af amerikanske David Ayer (‘End of Watch’, ‘Fury’):
Jared Leto med en tilsyneladende endnu mere rablende udgave af Jokeren end Heath Ledgers, Will Smith som Deadshot, supermodellen Cara Delevingne som Enchantress, Jai Courtney (‘Terminator Genisys’) som Captain Boomerang, Margot Robbie (‘The Wolf of Wall Street’) som Harley Quinn og Viola Davis som Amanda Waller, der samler flokken.
Også Ben Afflecks Batman og Jesse Eisenbergs Lex Luthor medvirker i filmen, men de har travlt i den nye trailer til ‘Batman vs. Superman’, så vi må nøjes med et lille, ansigtsløst glimt af Batman 2.22 minutter inde i traileren. De har dog god tid til at komme efter det, for ‘Suicide Squad’ får først premiere til august næste år.
Traileren er stemningsfyldt krydret med en cover-version af Bee Gees ‘I Started a Joke’.