TopGunn: »’Fucking fornuftig’ er alt andet, end hvad folk regner med«

Oliver Gammelgaard, bedre kendt som TopGunn, er aktuel i sin egen tv-serie, ’Fucking fornuftig’, der har premiere i aften på TV 2 Zulu og kan ses hver mandag aften derefter. Her fortæller han om sit arbejde med serien.
TopGunn: »’Fucking fornuftig’ er alt andet, end hvad folk regner med«
Foto: Morten Jerichau

Hvad er ideen bag tv-serien?
»Ideen bag serien var, at alt andet, der var produceret af danske tv-serier, var lort. Der sker så meget sjovt i mit liv, så det skal folk have en chance for at se. Og så kan jeg godt lide at lave noget, jeg ikke plejer at lave – blive lidt udfordret. Så vi fik en sjov idé og så to år senere, så skete det«.

Hvad var det, der var lort?
»Det var alt. Der er meget af det, der er rigtigt dårligt. Og meget af det er konstrueret – det er det også med musik. Folk prøver at være et eller andet, de ikke er. Så det var en ny måde at lave noget, der er rigtigt, uden at være helt rigtigt. Det ville også være for tamt at lave en dokumentarserie om éns problemer i privatlivet. Det er kun folk, der ikke har nogen venner, der gør det, føler jeg. Så hvorfor ikke ringe til en af mine gode venner og lave noget, der er sjovt?«

Hvad var jeres tanker i forhold til at inkorporere sociale medier?
»Det var meget naturligt, fordi det bliver brugt så meget. Så det er selvfølgelig med så meget, man nu kunne uden at blive irriterende«.

Hvor meget er ægte, og hvor meget er fiktion?
»Alle historierne er skrevet sådan cirka med et udgangspunkt i noget, der er sket. Der er ikke noget, der er opdigtet ud af fantasien. Selvfølgelig er der puttet et lag på, men grundhistorierne er meget rigtige«.

Fucking fornuftig 1Fra venstre mod højre: Tiger, Kongen, TopGunn og Hanned fra ‘Fucking fornuftig’

Bliver det så personligt – eller holder I det mere i den lette genre?
»Der er nogle meget personlige scenarier i serien. Der er ingen tvivl om, at det nærmest tenderer til, at vi bliver udstillet nogle steder. Det er alt andet, end hvad folk regner med –der er ikke noget hiphop med. Det nemmeste havde været at lave en serie om, hvor meget vodka jeg kan drikke, og hvor meget fisse jeg får«.

Er det svært at skulle spille sig selv i situationer, man allerede har oplevet?
»Ja. Der var tit, hvor jeg ikke var sikker på, om det var det, jeg ville, mens vi stod og skød det. Men når man ved, det er et ordentligt projekt, og at de folk, der er på det, er de bedste, så er det bare at gøre det. Og når man så ser resultatet bagefter, er det pissefedt. Det er noget, jeg selv ville se. Hvis den serie kom, og jeg ikke var den, jeg var, havde jeg slugt det i mig. Så havde jeg elsket det. At komme ind bagved i showbusiness er jo fedt, har jeg altid syntes«.

Du er vant til at have kontrollen over alt, når du laver musik. Var det svært at give kontrollen videre her?
»Ja, det er mit største problem. Jeg synes aldrig, der er nogen, der laver det godt nok. Men vi er ved at finde noget, der er rigtig godt. Så det skal nok blive godt.

Men der skal altid ret få til at fucke ting op. Hvis én har dårlig smag, kan det blive fucket ekstremt meget op. Så det er vigtigt, at de folk, der er med, fatter det. Det er derfor, vi ikke bare har lavet det på en uge. Kasper Colding (producer, red.) har været med i to år. Det har været alle mulige veje rundt for at finde ud af, hvad det kan, og hvad det skal, og hvor langt vi må gå«.

Det må være en hektisk tid for dig – med albumudgivelsen, serieproduktionen og flere optagelser?
»Ja, der sker meget. Men det er rigtig fint – så kan vi tage fri på et andet tidspunkt. Men det er svært, for jeg er jo ikke skuespiller. Men de siger, jeg er sluppet godt fra det«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af