1. Tig Notaro
Den 44-årige amerikaner må have følt himlen styrte ned over sig. Inden for få måneder blev hun ramt af en livstruende infektionssygdom, mistede sin mor og blev diagnosticeret med brystkræft. Tornadoen af sort uheld har sat sig spor i hendes komik, der har fået et mere intimt, dystert præg, men hendes døsige fremtoning på scenen er den samme.
Tig Notaro bare vokser og vokser i anseelse, og både Showtime og Netflix har netop lavet en dokumentar om hende. Selv er hun aktuel på HBO med showet ‘Boyish Girl Interrupted’, der viser, at hun har forladt skærsilden med fornyet styrke.
Tjek: ‘Tig’ på Netflix, ‘Knock Knock, It’s Tig Notaro’ på Showtime og ‘Boyish Girl Interrupted’ på HBO Nordic.
2. Aziz Ansari
De fleste kender Ansari som skiftevis charmerende og infantil embedsmand i ‘Parks & Recreation’, men stand-up-miljøet var hans rugekasse.
På scenen tager han ofte afsæt i sine personlige erfaringer – ikke mindst i datinglivets nådesløse ødeland – og kanaliserer en sympatisk skrøbelighed, som ligger langt fra den grovkornede vulgaritet, der ofte gennemsyrer stand-up-komikken. Det går fint i spænd med hans betuttede blik og drengede falsetstemme.
Hans kommende Netflix-serie, ‘Master of None’, lægger sig i forlængelse af nyklassikere som ‘Curb Your Enthusiasm’ og ‘Louie’ og placerer Ansari selv i fiktionens rammer. Komikeren har udviklet serien i samarbejde med ‘Parks & Recreation’-bagmændene Alan Yang og Michael Schur.
Tjek: ‘Master of None’ på Netflix fra den 6. november.
3. Doug Stanhope
En af de mest berygtede stemmer på den amerikanske stand-up-scene. Med ru rygerrøst kaster den selverklærede anarkist salver af hadefulde opråb ud over sit publikum i et filterløst frontalangreb på det vestlige samfunds indgroede hykleri.
Eksempelvis udpegede han overbefolkning som det egentlige onde i miljødebatten, inden han vrissede løsningen: »Sodomy is eco-friendly, and abortion is green«. Det kommer ikke til at gå stille for sig, når han gæster Danmark.
Tjek: Kan opleves i Amager Bio den 20. oktober.
4. Trevor Noah
Furoren omkring Noahs angiveligt sexistiske og antisemitiske tweets vidnede om, at den 31-årige komiker er blevet kastet durk for løverne. Som Jon Stewarts afløser på ‘The Daily Show’ er forventningerne næsten uoverstigelige, men opvæksten som mulat i Sydafrika har givet ham indsigt i racismens råddenskab samt et unikt internationalt udsyn.
Han kan formidle outsiderens blik på USA’s etniske spændinger – noget den ‘hvidvaskede’ talkshowscene længe har skreget efter.
Tjek: ‘The Daily Show with Trevor Noah’ på Comedy Central fra den 28. september.
5. Billy Eichner
Åbent homoseksuelle Eichner fik sit gennembrud i ‘Billy on the Street’, hvor han quizzer sagesløse newyorkere og skaber sig i en tsunami af ufiltreret energi.
Han er også i sit misfornøjede hjørne i den nye sitcom ‘Difficult People’, hvor han gestalter en fiktionaliseret udgave af sig selv over for den lige så kværulerende Julie Klausner. Serien er produceret af Amy Poehler, som Eichner spillede over for i ‘Parks and Recreation’.
Tjek: ‘Difficult People’ på Hulu.