Rygterne har længe svirret om en markant ændring i 007-universet, og indtil videre melder spørgsmålet sig stadig: Er det Idris Elba, der skal overtage stafetten fra Daniel Craig?
I går bragte vi nyheden om James Bond-forfatter Anthony Horowitz, der ikke just var begejstret for Elba, som ifølge Horowitz er »for ‘street’’ til at spille 007«.
Den udtalelse bragte sindene i kog hos både Bond-elskere og Idris Elba-fans, heriblandt komikeren og skuespilleren Patton Oswalt, der til Buzzfeed gav en skarp, tankevækkende og morsom guide til, hvad der udgør en god James Bond-skuespiller.
»Det sørgelige ved kontroverserne er, at han (Anthony Horowitz, red.) ikke engang er racistisk eller politisk ukorrekt. Han forstår bare ikke, hvordan James Bond-figuren fungerer. Det handler jo om, at 007 er den her psykopatiske slagsbror, som har fået et bad og en smoking, så han kan infiltrere, men som stadig kan være en total dræber«, siger Oswalt, der herefter giver sit bud på, hvad der indtil videre har virket og ikke virket for tre af de hidtidige James Bond-skuespillere:
»Hele tiltrækningen ved James Bond er den her charmerende britiske fyr, som i virkeligheden bare er en street-level ass-kicker. Det er derfor, Sean Connery er så fantastisk i rollen. Han er sådan en skotsk vægtløfter-type fra arbejderklassen, der fik en smoking på og så godt ud i den«.
»Det er derfor, Roger Moore ikke fungerede. Han var ren charme. Der var ikke noget ass-kicker i ham«.
»Og det er derfor Timothy Dalton – der ellers er en glimrende skuespiller – heller ikke virkede. For han var bare ren ass-kicking og meget svær at tro på i en smoking. Han lignede bare en bølle, lige meget hvad du gjorde ved ham«.
Om Idris Elba siger komikeren:
»Så Idris Elba er en perfekt James Bond. Ikke fordi han er hvid eller sort eller lækker, men fordi han ligner en charmerende, high class-type, der samtidig har træningen til at blive en dræber«.
Den nyeste film i James Bond-serien, ’Spectre’, har premiere i de danske biografer 6. november.