Pyker, Pivert og de andre: Vi rangerer de bedste fiktive bifigurer i ’Klovn’-universet

Selvom Casper Christensen og Frank Hvam er ’Klovn’-universets hjørnesten, udmærker det sig også ved dets bikarakterer.

De er altafgørende for at udstille Frank og Caspers utiltalende sider, men i de bedste tilfælde bliver de også mindeværdige figurer i egen ret.

Vi giver her et bud på de fem bedste, fiktive karakterer, der alle har det til fælles, at vi – heldigvis – ikke kan møde dem andre steder end i ’Klovn’-universet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Fætter Andreas (spillet af Roger Kormind, medvirker i fem episoder, blandt andre ’Tillykke Frank’ og ’Bispebjerg-tricket’)

De fleste familier har en Fætter Andreas. Ham, der lige bliver en overnatning ekstra, ham med uddannelsen, der lige er lidt ’finere’ end din egen.

Fætter Andreas-karakteren er et ualmindeligt dumt svin, der altid ved bedre, og i de afsnit, hvor han forpester Franks tilværelse, er der ikke den hævnagtige svinestreg, som han ikke udsætter vores stakkels klovn for. Man fristes til at sige, at han er mere smålig og nederdrægtig end Frank selv.

Værst går det i afsnittet ’Tillykke Frank’, hvor han bedøver Frank med et ualmindeligt stærkt morfin-præparat, fordi han ikke har fået en plads ved familiehøjbordet. Frank går glip af sin egen dyre 40-års fødselsdag – Fætter Andreas derimod har en glimrende fest.

Fætter Andreas er spillet af Roger Kormind, der til daglig driver en cykelforretning på Frederiksberg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Revisor Kurt (spillet af Kurt Dreyer, medvirker i seks episoder, blandt andre ’En revisor-smølfe CD’ og ’Aben Ditmark’)

Det er godt set af Frank og Casper at skrive en revisorkarakter ind i ’Klovn’, der som Kurt konstant overskrider den grænse, der skal være i et professionelt forhold, særligt mellem en revisor og en klient.

Første gang vi møder Kurt (i afsnittet ’Rosé-forbandelsen’), sætter han hele Franks økonomiske situation over styr, fordi han er utilfreds med hans opførsel over for en anden klient, en vis Hr. Moussa. Kurts mangel på integritet viser sig igen, da han ganske upassende giver Frank og Casper en revisor-smølfe CD – der i øvrigt endnu en gang bringer Frank på kant med loven.

Helt galt går det, da Kurt frigiver 7,7 millioner kroner til en psykisk ustabil Casper (i afsnittet ’Et krus for et knus’), så han og Frank kan investere i Copenhagen Showboat. Som bekendt ikke nogen stor succes.

Når Frank og Casper igen skal have gennemgået deres budget, foreslår jeg derfor, at de sparer revisorregningen som det første.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Ole og Pyker Kristensen (spillet af Niels Weyde og Elsebeth Steentoft, medvirker i 10 afsnit, blandt andre ’Tillykke Frank’ og ’Fru af og til’)

Mias forældre, Ole og Pyker, er umulige at skille ad, for ligesom svigerforældre kommer de altid i par. Desuden er det sammenspillet mellem de to rutinerede skuespillere Niels Weyde og Elsebeth Steentoft, der gang på gang får svigersønnen Frank (og tilskueren) til at ryste pinligt på hovedet.

Frank og Ole har en elendig kemi, og man kan med Oles egne ord – dog sagt i en anden sammenhæng – konstatere, at deres forhold har »råd i soklen«. Bedre bliver det ikke med tiden, særligt ikke når Frank i afsnittet ’Længe leve demokratiet’ glemmer at stemme på Ole, der selvfølgelig stiller op for det kedeligste af alle partier, Centrum-Demokraterne.

Partiet måtte dreje nøglen om i 2008, to år senere. Om det var Franks manglende stemme, der gjorde udslaget, er uvist.

Kemien med svigermor Pyker er bedre, men den betaler Frank tilbage med at ydmyge hende endnu mere alvorligt end husbonden. Værst går det i ’Klovn: The Movie’, hvor Frank afleverer en ellers velment pearl necklace i øjet på Pyker.

Mon hun stadigvæk går med klap i ’Klovn Forever’?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Pivert (spillet af Jacob Weble, medvirker i 11 afsnit, blandt andre ’Godfather of Drugs’ og ’Piverts Polterabend’)

Historien har vist, at filmroller og skuespillere kan være så svære at adskille for tilskueren, at en bestemt rolle for altid vil associeres med en given skuespiller, som derfor aldrig vil kunne få andre roller.

Dette kan på ærgerlig vis blive realiteten for Jacob Weble, hvilket paradoksalt nok hænger sammen med hans geniale portræt af Franks gamle ven, den idiotisk stupide og socialt handicappede Pivert. De store filmroller er i hvert fald udeblevet indtil videre for Weble, der er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole.

Pivert hører til blandt de mest mindeværdige karakterer i moderne dansk tv-historie, fordi han er noget så sjældent som en inkarnation af alt det, vi hader ved vores fortidige bekendtskaber – og os selv.

Han forstår aldrig de sociale koder i en gruppe, han bruger konstant ordet grande, hans kulturelle referenceramme begrænser sig til Hanne Boel, og han gifter sig med en grøntsag – som han dyrker sex med.

Selvom Pivert velsagtens mener det hele godt nok, så er han en gennemført rædselsfuld klods om Franks ben.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Mia Kristensen (spillet af Mia Lyhne, medvirker i 58 episoder)

Mia Lyhnes komiske timing hører til i den absolutte elite inden for dansk film og tv. Men hvem er denne Mia, der ikke lystrer navnet Lyhne, men i stedet det mere almindelige Kristensen?

Hun er vel ret beset et af de kedeligste mennesker i verden. Hun arbejder i en the-forretning på Frederiksberg og interesserer sig i udbredt grad for temmelig umoderne ting som river dance og Mensendieck-gymnastisk.

Hun har et barnligt ordforråd. Hun kalder tit Frank for klummer og refererer ofte til kropslige genstande med ord som numse og fusser.

Samtidig er hun kæreste med en af Danmarks mest usexede mænd (se bare hans undertøj), der ikke har nogen synderligt romantisk måde at vise sin kærlighed på (han frier med en belortet ring) og tilmed er hende utro gentagende gange (for eksempel stikker han en finger op i røven på en kvinde, mens vennen boller hende).

Mia er vel nok den karakter i hele ’Klovn’-sagaen, der må gå mest igennem – Frank medregnet. Og så er det værste ikke engang overstået. I ’Klovn Forever’ bliver Mia udsat for noget så ydmygende, noget så potentielt traumatiserende, at hendes forrige lidelser føles som det rene ingenting.

Læs også: De 10 bedste ‘Klovn’-afsnit nogensinde

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af