Instruktion: James Vanderbilt. Medvirkende: Cate Blanchett, Robert Redford, Dennis Quaid, Elisabeth Moss. Dansk biografpremiere 19. november 2015.
Tre trailer-tanker:
1. Idealistiske journalister med pen og diktafon som skarpslebne våben har tidligere haft kronede dage på film, men i takt med digitaliseringens udfordring af de traditionelle medier – og institutionens dalende anseelse? – er Hollywoods fascination af den fjerde statsmagt falmet markant. Noget tyder dog på, at kurven vender i indeværende filmsæson, hvor både Tom McCarthys ’Spotlight’ og James Vanderbilts ’Truth’ rammer biograflærrederne.
2. Hvor ’Spotlight’ dykker ned i The Boston Globes udstilling af den katolske kirkes pædofili, tager ’Truth’ fat i den såkaldte ’Rathergate’-skandale, hvor en række ’60 Minutes’-journalister selv endte på mediernes skafot, efter de anklagede den daværende præsident George W. Bush for at have forsømt sine militære pligter. Skandalen blev enden på den feterede journalist Dan Rathers mangeårige virke hos tv-stationen CBS.
3. Den debuterende instruktør James Vanderbilt har før bragt en nyhedsredaktion effektfuldt til live som manusforfatter på Finchers fænomenale ‘Zodiac’, og traileren til ’Truth’ emmer ligeledes af nerve og intensitet. Samtidig lover det glimrende cast bestående af Robert Redford (som Rather), Cate Blanchett, Dennis Quaid og Elisabeth Moss (Peggy fra ’Mad Men’) højspændt drama af fineste karat. Man kan dog frygte, at ’Truth’ bliver den lille i duellen mod ’Spotlight’, der med Venedig-kritikernes hyldest i sejlet har sat kursen direkte mod Oscar-hæder.