Stephen Colbert havde besøg af stjerneskuespilleren George Clooney og præsidentkandidaten Jeb Bush, da han i går aftes amerikansk tid gjorde sin debut som vært for CBS’ ’Late Show’.
Men hvordan tacklede Colbert de tårnhøje forventninger forbundet med at være David Lettermans arvtager?
»Med dette show starter jeg min søgen efter den rigtige Stephen Colbert«, sagde værten blandt andet i sin veloplagte åbningsmonolog, som viste en ganske vist mere jordnær, men på ingen måde kedelig version af Colbert – en version, der fint harmonerede med den småplatte, selvironiske og stedvist sylespidse humor kendt fra Lettermans ‘Late Show’.
Senere i programmet var Colbert så ude med riven, og han brugte over fem minutter på at revse multi-milliardæren Donald Trump – som i øjeblikket kører sig selv i stilling til posten som republikansk præsidentkandidat – i et segment, der sendte klare hilsner til den politisk-satiriske tone, som Colbert perfektionerede i sit forrige show, ‘The Colbert Report’.
Se Trump-klippet nedenfor: