Bryan Cranston, Edward Norton og Jeff Goldblum tilslutter sig Wes Andersons »japansk-inspirerede« animationsfilm

I går bragte vi nyheden om Wes Andersons tilbagevenden til de stop-motion-animationer, han i 2009 mestrede med ‘Fantastic Mr. Fox’ – denne gang er det dog ikke ræve, men derimod hunde, der er i centrum for Andersons kølige visuelle overblik og knastørre deadpan-humor.

I den forbindelse har instruktøren netop hevet et par stemmeskuespillere med om bord på projektet, og her er der tale om ingen ringere end Bryan Cranston (‘Breaking Bad’), Edward Norton (‘Birdman’, ‘American History X’), Bob Balaban (‘Girls’, ‘Nærkontakt af Tredje Grad’) og Jeff Goldblum (‘Fluen’, ‘Independence Day’).

Den tredobbelte Emmy-vinder Cranston er den eneste af de fire, der får debut i Wes Anderson-land. Tidligere har Norton nemlig spillet principfast spejderleder i ‘Moonrise Kingdom’, der havde Bob Balaban som fortæller, og i sidste års ‘The Grand Budapest Hotel’ var både Balaban og Goldblum (der i ‘Life Aquatic’ desuden gav den som Bill Murrays ærkefjende) at finde på den stjernespækkede rolleliste.

Detaljerne omkring den kommende stop-motion-film er indtil videre yderst begrænsede, og om det ovennævnte cast overhovedet var tiltænkt en plads i medierne er tvivlsomt – i hvert fald slap oplysningerne ud under et af Jeff Goldblums ugentlige jazz-shows, hvor skuespilleren desuden beskrev projektet som »japansk-inspireret«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af