Med de venskabelige computer-nørderier i HBO’s ‘Silicon Valley’, den teknologiske frihedskamp i ‘Mr. Robot’ og de fatale hacker-trusler i den kommende sæson af ‘Homeland’ må cyberspace siges at gå som varmt brød i serieland.
Derfor er det ikke overraskende, at ‘Halt and Catch Fire’ – AMC’s anmelderroste dramaserie om 80’ernes store computer-revolution – nu forlænges med en tredje sæson.
‘Halt and Catch Fire’ er en fiktiv beretning om de computer-pionerer, der i midten af 80’erne gjorde teknologiske kvantespring i virkelighedens cybercity, Silicon Valley, og den nye sæson vil vanen tro have Lee Pace, Scoot McNairy, Kerry Bishé og Mackenzie Davis i de bærende roller.
Som de forrige sæsoner vil tredje ombæring af ‘Halt and Catch Fire’ bestå af ti afsnit af en times varighed, og tredje sæson forventes klar til tv-stuerne henover sommeren 2016.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘Halt and Catch Fire’ sæson 2