Podcasten ‘Serial’ tog sidste år verden med storm, da den gik i kødet på en 15 år gammel mordsag, og selvom den store afsløring udeblev, lod spørgsmålet det løbe koldt ned ad ryggen: Hvem dræbte egentlig den 18-årige high-school-elev Hae Min Lee?
Det spørgsmål spøger stadig i det amerikanske retssystem, hvor den dømte gerningsmand, Adnan Syed, fortsat tages op til overvejelse. Ikke mindst fordi et af de fældende beviser mod Syed – en telefonudskrift, der placerer ham på gerningsstedet i selve gerningsøjeblikket – måske slet ikke holder vand.
På den officielle ‘Serial’-blog, der er skrevet af podcastens skaber og vært Sarah Koenig, synes usikkerheden omkring Adnan Syed nu større end nogensinde.
Ifølge telefon-eksperten Abraham Waranowitz, der leverede bevismaterialet i forbindelse med Adnan Syeds retssag, er beviset nemlig slet ikke så gyldigt, som først antaget. Faktisk har Waranowitz slet ikke set den konkrete telefon-udskrift med egne øjne, og dermed synes det fældende bevis mod den formodede gerningsmand ganske enkelt at falde til jorden.
Hvad det vil betyde for sagens videre udvikling, vides ikke med sikkerhed, men hele Sarah Koenigs beretning om Abraham Waranowitz’ kovending kan læses på det officielle ‘Serial’-site her.
For nyligt kom det desuden frem, at næste ombæring af ‘Serial’ vil omhandle det amerikanske militær, og den nye sæson forventes klar til æteren allerede senere i år.