Den stærkt imødesete ’Sherlock’-special, hvor Benedict Cumberbatchs mesterdetektiv og Martin Freemans sidekick, Watson, opklarer forbrydelser i den victorianske æra, har nu både fået titel, premieredato og en ny trailer.
Det halvanden time lange frikvarter mellem tredje og fjerde sæson er navngivet ’Sherlock: The Abominable Bride’ (’den afskyelige brud’) og lander på BBC som en himmelsendt tømmermandskur den 1. januar 2016.
Særafsnittet, hvis handling ikke har nogen forbindelse til hovedseriens plot, udspiller sig i 1890’ernes tågeindhyllede London og giver igen plads til Mary Morstan, Inspector Lestrade og Mrs. Hudson i karaktergalleriet. Hvilket morbidt mysterium, Sherlock og Watson denne gang skal opklare, er dog svært at udlede fra den nye, stemningsfulde trailer (se den ovenfor).
Til gengæld har holdet bag ’Sherlock’ afsløret, at fjerde sæson snart er færdigskrevet og indleder optagelser i løbet af foråret. En præcis udgivelsesdato ligger endnu ikke fast.