’Nøgle hus spejl’
Fra balstyrisk drengerøvs-roadmovie (’De vilde hjerter’) og hæsblæsende ungdomsfilm om ultravoldelige bandestrider i ’Nordvest’ til… indfølt plejehjemsromance?
Det er edderrøvme noget af en imagemæssig make-over, danske Michael Noer påkalder sig med sin nye film om den gæve mormor Lily (Nørby), som modvilligt lader sig installere på alderdomshjemmet Sofiehus for at tage sig af sin mand Max, der er blevet paralyseret af en hjerneblødning.
Tilbage er en skindød skal af en mand, hvis daglige ydmygelser skildres på udpenslende vis af Noers hoffotograf Magnus Nordenhof Jønck, som når en maskine løfter Max, så han kan få skiftet ble, eller når Lily mader ham, og al kommunikation fra hans side foregår via lidende grimasser og grynt.
Lily er selv langt friskere end de andre grånende gespenster på plejeren, og der er derfor heller ikke meget at sige til, at hun begynder at fatte interesse for tilflytteren Erik – en trompetspillende, Parkinsons-ramt charmør (og lidt af en drukmås), som kalder sig Piloten. Over en gang late night-æbletærtebagning bliver der lagt i ovnen til en hed affære mellem dem, og flirten kulminerer i en lidenskabelig sexscene, der virker enormt stærkt – især fordi det for en gangs skyld ikke er to unge, spændstige kroppe, der klasker mod hinanden, men to slappe, smaskforelskede ældre mennesker.
Men det er ikke længe, at virkeligheden får lov at fremstå så rosenrød. Langsomt bevæger filmen sig nemlig fra at blive filtreret gennem Lilys oplevelse af verden, og det er gennem dette subtile skift i perspektiv, at vi ser hendes verden smuldre.
Intet sted kommer det stærkere til udtryk end i en scene, hvor Lily sidder på bagsædet af en taxa på vej til Paris. Hér spiller Nørby helt eminent. Hendes øjne kører rundt i hovedet på hende, og det er, som om hendes tanker bliver ved med at genstarte, hver gang hun slår dem op – som om hun konstant falder hen og vågner et nyt sted, selvom hun ikke har rykket sig ud af flækken.
I scener som denne, der behandler alderdommen råt for usødet, sniger ’Nøgle hus spejl’ sig næsten op på siden af mesterværker som Hanekes ‘Amour’ og Sarah Polleys ‘Away With Her’.
Men også kun næsten. For hvor temafællerne er konsekvente i deres nådesløse realisme, bliver alvoren i Noers film undergravet af Lily og Eriks Bonnie & Clyde-lignende eventyr. Det gør, at der går lovlig meget tossegod, grå-guld-appellerende komedie i det ellers nøje observerende og rørende portræt af livets efterår.
Kort sagt:
Ghita Nørby er sjældent set stærkere end i rollen som den konfuse misfit Lily i Michael Noers plejehjemsromance ’Nøgle hus spejl’, der rider med på bølgen af ærbødige film om ældre menneskers kærlighedsliv, der for nylig er skyllet ind over filmlandskabet. Der er noget lidt ubemærkelsesværdigt over filmen, men Noers miljøskildring er som altid malende og eksakt.