’Noma – My Perfect Storm’
Mens alle sidste år havde travlt med at diskutere, hvorvidt stegt flæsk med persillesovs nu også fortjente at blive udnævnt til Danmarks nationalret, blev der rask væk eksperimenteret med fermenteret blod og tissemyrer anrettet med pincet på Noma, der efter et år mærket af mismod og muslingeskandale atter blev kåret som verdens bedste restaurant.
‘Noma – My Perfect Storm’ tager os med bag facaden på landets allerstørste gastronomiske trækplaster og bag hjernebarken på geniet, der står bag: René Redzepi.
Via en voice-over, der til tider fremstår en smule selvhøjtidelig og indstuderet, fortæller Redzepi selv om sin udvikling fra prætentiøs »sælpuler« (bare ét af de mange nedladende øgenavne, der blev kastet efter ham i starten) til visionær kok på toppen af verden, der kreerer så smagfulde og ingeniøse nordiske retter, at én af de mange madanmeldere, der interviewes i filmen, hævder, at Noma ikke bare har ændret hans tilgang til mad, men måden han hører musik på!
Ja, til tider går den ensidige besyngelse af Noma lidt i selvsving, og rent visuelt ligner filmen da også blot endnu et hurtigt glemt afsnit af Netflix’ kokkeserie ‘Chef’s Table’. Men heldigvis for Deschamps er Redzepi så tilpas rockstar-agtig og bramfri, at vi bliver fanget ind alligevel.
»Fuck sølvbestik og fuck bowties«, er nogle af de første ord, der fyger fra munden på det kulinariske wunderkind, der ret overraskende (fordi man troede, det var umuligt) er lige så beskidt som Gordon Ramsays. Til forskel fra mange andre Michelin-kokke verden over er Redzepi ikke født med en sølvske i munden. Hans far er indvandrer fra Makedonien, og hans mor laver mad, på et helt andet plan, til samfundets udsatte, og det er fedt at se ham gøre op med branchens arbitrære krav til fisefornemhed, der reelt set ikke har noget med madens kvalitet at gøre.
I ‘Noma – My Perfect Storm’ fremstår Redzepi mestendels som en flink fyr, der high five’r sine ansatte og konstant kultiverer gastronomisk kreativitet med ugentlige middage, hvor hans sous-chefer får helt frie rammer til at udtænkte nye retter (som fx en pollen-limonade serveret i et sellerihoved).
Først hen mod slutningen får vi lov til at se, hvad der sker, når alting koger over i køkkenet, og en stakkel ikke kan smage forskel på timian og citrontimian. Så falder der brænde ned! Og det er ikke, fordi Redzepi partout skal skurkagtiggøres, men Deschamps portræt stryger den lunefulde chefkok lidt for meget med hårene.
‘Noma – My Perfect Storm’ er en romantiserende underdog-fortælling om den determinerede mønsterbryder, der blev kaldt balkanhund som barn, men endte med at definere danskhed på en tallerken.
Det er en god historie, men i Deschamps hænder drukner den i serenader fra foodies, svampesamlere og søpindsvinsdykkere.
Kort sagt:
‘Noma – My Perfect Storm’ er en kærlighedsblind glansbillede-skildring af madens Mozart, René Redzepi, der egentlig rummer en dybt medrivende underdog-fortælling, men ender med at fremstå skuffende fad.