Sidste afsnit af dramaserien ‘Norskov’ løb over skærmen i mandags og afrundede dermed, hvad vi har argumenteret for var »den vigtigste danske serie i mange år«.
De trofaste seere havde naturligvis håbet på en sæson 2, men nu har TV 2 valgt at droppe serien.
»Det handler udelukkende om seertal. Vi havde sat næsen op efter to sæsoner mere. Det var det, vi havde talt om virkede meningsfyldt for seriens univers. Og af slutningen på denne sæson fremgår det jo også, at vi lukkede én sæson, men også pegede fremad mod mere«, siger ‘Norskov’s hovedforfatter Dunja Gry Jensen til Soundvenue.
»Nu skal vi slikke sårene. Vi er enormt ærgerlige, skuffede, kede af det og sure. Men jeg må også indskyde, at det er mega sejt af TV 2, at man satsede på den, at man har haft mod til at udvide repertoiret med større alvor end det, der normalt har kendetegnet kanalen. Og derfor er det også dødærgerligt, at historien bliver amputeret«.
‘Norskov’ har haft et gennemsnit på 634.000 seere, hvilket har været skuffende lavt, og seertallet har været solidt gennem sæsonen, men ikke stigende. Og det har kanalen altså nu taget konsekvensen af, for selvom også regionale fonde og den såkaldte public service-pulje har spyttet i kassen, har serien åbenbart været for dyr en fornøjelse.
Serien om narkohandel, ishockey og udkantsudvikling i en jysk industriby har ellers været forfriskende med sin forankring i udkantsdanmark, sit underspillede krimiplot og sin troværdige dialog, og det har været ‘Norskov’, der for alvor har sat TV 2 på landkortet med kunstnerisk ambitiøse dramaserier.
Dunja Gry Jensen er dog ikke villig til at kaste håndklædet helt i ringen.
»Jeg vil undersøge, om der er andre måder at få den ud på. Vi vil gå til DR, Netflix og HBO Nordic – det er et long shot, men det skal prøves«.
Første sæson af ‘Norskov’ kan ses på TV 2 Play.