Den giver krimigenren et kærkomment vrid
Krimien er en af fjernsynets hofgenrer, for uanset om Morse, Barnaby, Colombo eller Wallander står i spidsen, er den indlejrede spænding i mord og misbrug, mørke forbrydere og martrede efterforskere som skabt til sofahygge med hjernen på automatpilot.
Men i slipstrømmen på tv-guldalderen har også krimigenren fået et kvalitetsmæssigt løft, ikke mindst i Danmark og England med serier som ’Forbrydelsen’, ’The Fall’, ’Luther’, ’Sherlock’ og ’The Missing’.
Efterhånden er gættelegen, drevet af kalkulerede cliffhangers, dog også blevet en folkesport så nyskabende som 12. sæson ’Vild med dans’, og skal man bryde hovedet med nye forbrydelser på dansk tv, skal de serveres med overraskende vid og vinkel.
Det gør ’Norskov’, som ganske vist starter traditionelt med en efterforsker (Thomas Levins Tom Noack), der vender tilbage til hjemstavnen, og en usædvanlig forbrydelse, der ryster lokalsamfundet: En teenagepige flirter med døden efter nærkontakt med en faretruende ren dosis kokain.
Men alene størrelsesforholdet i ’Norskov’s forbrydelse er forfriskende, for her er ingen perverst æstetiserede kvindemord, som jo trods alt er en usædvanlig hændelse på hjemlig grund. Det forbryderiske udgangsscenarie i ’Norskov’ må derimod være kendt i mangen en provinsby.
Tom Noack er desuden hverken hjemsøgt af ildevarslende spøgelser fra fortiden (ingen flashbacks til traumatiserende barndomshændelser) eller en guddommelig efterforsker med overjordiske instinkter af den slags, der vist primært er sandsynlige, fordi man har fået hjælp af en manuskriptforfatter.
Opklaringsarbejdet føles realistisk
Snarere er der en troværdighed i skildringen af politiarbejdet. Hovedforfatter Dunja Gry Jensen har nævnt ’The Wire’ som inspiration, og selvom ’Norskov’ naturligvis ikke når David Simons svimlende højder (fordi, ’The Wire’), ses forbilledet måske allertydeligst i fremstillingen af, hvad det egentlig vil sige at være en politiafdeling på sporet af bad guys.
Særligt satte jeg pris på en lille scene, hvor aflytningsudstyret skal sættes op på politistationen, og betjentene kæmper med at få udstyret til at virke og computeren sat til i deres kommuneblege kontorlokale, der udstråler alt andet end futuristisk hightech.
Vi er vant til tech-genier, som med tre klik på musen hacker lyssky fora og finder den mindste nål i overvågningskameraernes digitale høstak. I ’Norskov’ fremstår politifolkene langt fra som glade amatører, men heller ikke som James Bonds Q eller Ethan Hunts Benji. Dansk politiarbejde fra virkeligheden er næppe skåret efter amerikanske actionfilm.
Og så fylder forbrydelserne ikke det hele
Man er selvfølgelig investereret i Tom Noacks efterforskning af, hvem der forsyner Norskovs ungdom med hårdtslående stoffer.
Men mindst lige så optaget er man optaget af de fint afrundede karakterer og deres indbyrdes relationer. Claus Riis Østergaards borgmester Martin, som er ambitiøs og måske lovlig smart-i-en-fart, men som sine fejltrin til trods viser sig som et sympatisk menneske med gode intentioner på vegne af sin by. Og hans hustru, den intelligente Jackie, som med blandede følelser ser til, da hendes mand pludselig viser sig at have en voksen søn, ishockeyspilleren Oliver.
Olivers splittelse mellem at blive på skolebænken som en dydig dreng eller gå efter de hurtige penge og direkte løsninger – og hans indre uro efter morens død – er sympatisk skildret, og endelig er Tom Noack et afdæmpet bekendtskab, der tålmodigt nuanceres uden forhippelse på den store, omkalfatrende psykologiske afsløring.
Karaktererne handler nemlig som rigtige mennesker
Når man har lyst til at følge karaktererne, skyldes det især, at dramaet ikke pumpes op som et vakuumpakket kyllingebryst fra køledisken i Netto, men udfoldes med fintfølende sans for menneskelig psykologi.
Da Martin opsøger Oliver i ishockeyhallen og inviterer ham hjem til middag, er det formidabelt, hvordan Oliver reagerer med et genert smil og et taknemmeligt ja frem for den opfarende afvisning, mange andre fiktioner tyer til.
Afvisningen og problematiseringen kommer senere, men serien viser en ung, fortabt knægt, der søger nærvær og kærlighed, og som længes efter en farfigur. Først når tingene går lidt for stærkt, siger han fra. Det er psykologisk præcision helt på niveau med første sæson af DR’s ’Arvingerne’.
Og derfor gør det ikke noget, at den er forudsigelig
Det er nemt at angribe en krimi for at være forudsigelig, men det bliver først en alvorlig anke i de tilfælde, hvor der ikke er andet at komme efter en ren og skær plot. Først når gættelegen er den eneste attraktion, er det fatalt, når svaret er så selvlysende som et billboard på Times Square.
Man kunne nok regne ud, at entreprenøren Casper Bondesen ikke er helt fin i kanten, særligt fordi han bliver spillet af dansk films nye foretrukne røvhul, Jakob Ulrik Lohmann, der også er en skidt karl i ’Klumpfisken’, ’Kartellet’ og ’Kapgang’.
Alligevel ser man frem til konfrontationen mellem Bonden og barndomsvennerne Tom og Martin, og det er således forbrydelsens konsekvenser frem for forbrydelsen i sig selv, der driver spændingsmotoren.
I øvrigt sætter den Udkantsdanmark på tv-landkortet
Dansk tv bliver ofte angrebet for at være københavnerfokuseret, og der er utvivlsomt noget om snakken. De mennesker, der laver tv, bor som regel selv i København, og det er som bekendt nemmest at fortælle om noget, man kender fra sig selv: Tell what you know.
’Arvingerne’ bevægede sig hele vejen til Fyn, men der var stadig en københavnerbismag over skildringen af det frigjorte kunstnermiljø, mens den jordnære skildring af håndboldhaller og håndbajere måske aldrig stod helt så stærkt.
Derfor er det i sig selv befriende, at TV 2 laver en serie, der er sat i det nordligste Jylland, og hvor karakterne faktisk snakker jysk (der er ikke meget fynsk dialekt i ’Arvingerne’, og selv Aarhus-serien ’Dicte’ var forbløffende renset for århusiansk).
»Der er nogen, der siger, at Norskov ligger i udkanten. Jeg siger, at så har de bare ikke fattet, at Jorden den er rund«, siger borgmester Martin i første afsnits dundertale. Det har ’Norskov’ heldigvis fattet.
Men ikke nok med det: Den vil sige noget om provinsen
Provinsdanmark er i ’Norskov’ ikke bare en barsk pittoresk og politisk korrekt kulisse for at udfolde de gængse krimi- og kærlighedstrakasserier. Udkantsproblematikken, som er én af de mest presserende i Danmark lige nu, spiller en afgørende rolle for handlingen, hvor kampen for en miljøhavn og et nyt gymnasium er lige så vigtig som jagten på forbrydere.
Særligt spids bliver serien i scenerne, hvor borgmesteren skal slikke røv på ministeren for at få sit lokalpolitiske projekt i luften, og hvor byens stjerneforsker bliver lokket af et bedre tilbud fra udkantskonkurrenterne i Esbjerg. Når stofferne vælter ind over grænsen, er det desuden en intelligent sammenkobling af det lokale og globale.
Måske vigtigst af alt ser serien ikke ned på livet i provinsen. I film som ’Frygtelig lykkelig’, ’Kunsten at græde i kor’, ’Drømmen’ og ’Skyskraber’ er provinsen et sted, man skal slippe væk fra med samme tvingende nødvendighed, som var de syriske slagpladser for ISIS og Assad. I Norskov er der værdighed, stolthed og optimisme.
Endelig er den båret af overbevisende skuespil fra friske ansigter…
Thomas Levin, Claus Riis Østergaard, Jakob Ulrik Lohmann og Anne Sofie Espersen er langt fra skamredne navne i dansk film og tv, men de er tydeligvis ikke kun castet for variationens (og budgettets) skyld.
De bringer en dejlig naturalisme til serien, og selvom ’Norskov’ – i hvad, der må betegnes som et eklatant anfald af københavnersnobberi – er blevet skudt i skoen, at det er svært at forstå, hvad karaktererne siger, er det altså langt mere seværdigt end den overtydelighed, der af og til hæmmer danske produktioner.
…. suppleret af lun humor fra birollerne
’Norskov’ tager heldigvis ikke sig selv alt for seriøst, og serien har et glimrende krydderi af lun jysk humor i Toms kollega, Brammer. Han spilles af Henrik Birch, der fik et filmgennembrud og en Bodil-pris for fiskerdramaet ’Klumpfisken’, og som altså nu er blevet dansk films foretrukne jyde.
Brammer er en fin bikarakter, der som Toms tro væbner med en underspillet, tør bemærkning agerer ventil for de alvorlige begivenheder uden at blive en alt for overlagt comic relief. Han gør ’Norskov’ til et hyggeligt bekendtskab.
Så alt i alt: Se serien – den har brug for dig!
’Norskov’ er ikke blevet den seersucces, som TV 2 havde håbet på. Serien startede på 661.000 seere, hvilket kanalen selv har betegnet som skuffende. Til sammenligning ser over 800.000 med, når ’Broen’ sæson 3 bliver vist på DR søndag aften.
Tredje afsnit klatrede op på 691.000 seere, mens femte afsnit var nede på 609.000. Hvor mange der ser med på TV 2 Play, vides ikke, men her ligger serien lige nu blot på 13. pladsen over de mest sete programmer, overgået af blandt andet ’Landmand søger kærlighed’.
De svage seertal kommer ikke ud af det blå. Traileren var en flad omgang, der er ingen store navne på plakaten, TV 2 har et blakket ry på dramafronten, og udtrykket virker lidt på overfladen gråt og kedeligt. Foretrækker man sin krimi med 140 km i timen, kan ’Norskov’ sikkert også være svær at hægte sig fast på.
Men det er en skam. Med sit sympatiske blik for provinsen, sin fornemmelse for mennesker og sit anderledes take på en fortærsket genre fortjener ’Norskov’ større opmærksomhed. Det er en serie, der peger spændende steder hen for dansk tv-fiktion. Og selvom det kan diskuteres, om det er den bedste danske serie længe, er det i hvert fald den vigtigste.