Thomas Levin er ofte blevet udråbt til en af sin årgangs store skuespiltalenter, men trods vægtige biroller i DR-serierne ’Borgen’, ’Sommer’ og ’Mord uden grænser’ har det brede gennembrud som leading man ladet vente på sig.
Det ændrer sig muligvis med TV 2’s premiereaktuelle dramasatsning ’Norskov’, hvor den 37-årige skuespiller indtager hovedrollen som den hjemvendte politimand Tom Noack. Gennem filmmanuskriptets faste nedslag fortæller han her om sin vej til rollen, der blandt andet gik forbi Al Pacino, Nikolaj Lie Kaas og et næsten traumatiserende kæmpeflop.
1. Anslag: Skuespil kan være et arbejde!
»Det var et skelsættende øjeblik, da jeg i slutningen af gymnasiet så dokumentarfilmen ’Looking for Richard’ med Al Pacino. Da jeg så den, tænkte jeg, ’det er det, jeg skal lave’. Filmen er inde og dissekere noget omkring skuespillerens proces og det arbejde, der ligger bag det, man ser. Det fængede mig helt vildt. Jeg tror, det var dér, jeg tog beslutningen om, at skuespillet kunne være et reelt arbejde.
Jeg har altid været nysgerrig og iagttaget skuespilpræstationer, også da jeg var meget ung. Jeg har lagt mærke til, hvad folk gjorde og har haft en eller anden form for bevidsthed eller interesse omkring det. Men det var først, da jeg gik ud af den biograf i 3. g, at jeg vidste, jeg selv skulle være skuespiller.«
2. Udvikling: At træde i karakter som voksen
»Jeg flyttede allerede til New York som 19- eller 20-årig for at udvikle mig som skuespiller. Det var en slags frisættelse at bo i en by med en så levende kunstnerisk ånd, og jeg følte, at jeg trådte i karakter som et voksent menneske. Jeg er stadig derovre nogle gange, for man bliver aldrig færdiguddannet. Det kan jeg godt lide tanken om. Da jeg spillede basketball på eliteplan, elskede jeg også at træne, hvilket jeg tror er ret sammenligneligt.
Da jeg var flyttet til USA, begyndte jeg at få mange teaterjobs herhjemme, så jeg rejste meget frem og tilbage. Jeg lavede blandt andet en virkelig tosset forestilling på Teater Grob, som Jens Albinus skrev og instruerede, og tilfældet ville, at Nikolaj Lie Kaas, der kendte Albinus, var inde og se den. Han skulle selv have lavet en forestilling på Café Teatret, men anbefalede mig til rollen i stedet«.
Læs om Thomas Levins point of no return og konflikt på næste side.
3. Point of no return: Talentpris åbnede døre
»Jeg fik en Reumert-talentpris i 2003, og det var en stor ting for mig, fordi det fjernede den tvivl, jeg havde, om jeg skulle have gået på Teaterskolen eller en af de andre store, danske skuespilskoler i stedet for at være rejst til USA. Det er stadig meget få etablerede skuespillere, der ikke har gået på de tre statslige skoler, for man opbygger et helt unikt netværk, når man studerer der. Men for mig åbnede talentprisen nogle døre til det etablerede teatermiljø, blandt andet til Det Kongelige Teater, som er lidt konservative i forhold til, hvem de tør at hyre. Det var ret afgørende, tror jeg«.
4. Konflikt: Tomheden efter ’Familien Gregersen’
»Jeg fik rollen i ’Familien Gregersen’ på et tidspunkt, hvor jeg havde fornemmelsen af at være på en opadgående kurve. Jeg var enormt glad for at få den, og jeg var helt vildt ked af det bagefter. Det blev jo ikke den film, som man havde håbet på. Jeg stod der som 24-årig og fik en hovedrolle i den her stort anlagte film, og jeg blev kørt igennem hele pressemøllen og blev hvisket mange ting i ørene om, hvad der nu ville ske.
Når man står i starten af sin karriere og ikke nødvendigvis har gjort sig et hav af erfaringer, så er det let at tro på det. Men der skete ikke vildt meget efter filmen. Det tog mig nogle år at komme mig over, at den forandring, jeg troede det ville være, ikke indfandt sig«.
Læs om Thomas Levins klimaks og udtoning på sidste side.
5. Klimaks: Nul, du – fokus!
»Grundlæggende har jeg ikke været særlig god til at stå i situationer, hvor jeg ikke vidste, om jeg var valgt til eller fra. Jeg var nok lidt shaky efter ’Familien Gregersen’ og havde problemer med at præstere til castings – som en fodboldangriber, der mangler selvtillid for at score mål.
Jeg var helt vildt glad for at få rollen i ’Norskov’, og jeg tænker, at jeg har fået en mulighed for at lave noget, jeg har haft lyst til længe. At få lov til at komme i kontakt med en kompleks karakter og udforske et univers over lang tid i fællesskab med dygtige kolleger. Jeg rev et år ud af kalenderen for at medvirke i serien – et halvt års forberedelse og syv måneders optagelser – for jeg skal ikke være færdig med det her og tænke ’argh, hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så kunne det være’. Nul, du. Fokus!«.
6. Udtoning: En god rolle på film
»Jeg skal medvirke i et Peter Asmussen-stykke på Betty Nansen, når jeg er færdig med at lave pr på ’Norskov’, og så må vi se, hvilke muligheder der ellers byder sig. Jeg har stort set ikke haft roller i spillefilm, uden at det er et bevidst valg, så jeg kunne godt tænke mig en god rolle i en film.
Men egentlig er det underordnet, om det er tv eller film, så længe rollen er interessant, og filmmagerne er dygtige. Jeg håber, der er blevet åbnet en ny måde at arbejde på for mig med ’Norskov’, hvor jeg har mulighed for at fordybe mig i universet og i karakteren. Jeg vil gerne give mig selv plads til at arbejde på den måde. Det vil også være dejligt, hvis serien bliver forlænget, for der er meget tilbage, som ikke er færdigundersøgt endnu. Men det er ude af vores hænder«.